Sent anbragte har det markant dårligere
Børn, der er anbragt efter, de fyldte 15 år, bonner voldsomt ud på risiko- og udsathedsparametre, viser ny undersøgelse fra VIVE. Det er et kæmpe svigt, mener forbundsnæstformand – ligesom det er, at knap halvdelen ikke har fået efterværn.
En tredjedel har været udsat for overgreb. De har taget stoffer. Mange af dem har fysiske og psykiske problemer. Halvdelen af dem er selvskadende, ligesom mange har forsøgt selvmord. Og næsten to tredjedele af dem er ikke i gang med en uddannelse.
Det er ifølge en ny undersøgelse fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, karakteristikken af 18-årige unge, der tidligere har været anbragt, og som blev anbragt sent – det vil sige efter de fyldte 15 år.
– I Danmark sker langt de fleste anbringelser i teenageårene, så jeg vidste godt, at vi ville se mange sene anbringelser. Men jeg er overrasket over, hvor udsatte de er. Vi kan se, at de ikke har fået en masse forebyggende indsatser. Men hvorfor er de blevet anbragt så sent, når vi ser, hvor massive vanskeligheder de har. Er de ikke blevet set? Og hvis de er blevet set, hvorfor har ingen så handlet? siger seniorforsker Mette Lausten, der står bag undersøgelsen.
Når de nu bliver anbragt så sent, skal der sættes ind med alle sejl for at vende skuden – har vi gjort det? Det mener jeg, man bør overveje,
Mette Lausten, seniorforsker
Har vi gjort, hvad vi kunne?
Undersøgelsen er lavet ud fra registerdata og interview med unge, der er født i 1995, som har været anbragt uden for hjemmet i kortere eller længere tid gennem barndommen. Undersøgelsen er blevet lavet hvert fjerde år siden 1995 for at følge de anbragte børn og unges trivsel.
Ifølge undersøgelsen har de sent anbragte børn i gennemsnit været anbragt i mindre end to år, før de fyldte 18 år, og anbringelsen ophørte. Det gør det ekstremt svært at nå at bryde så massiv udsathed og normbrydende adfærd, vurderer Mette Lausten.
– Når de nu bliver anbragt så sent, skal der sættes ind med alle sejl for at vende skuden – har vi gjort det? Det mener jeg, man bør overveje, siger Mette Lausten.
Flere skal have efterværn
Når det kommer til at sikre børnene den bedst tænkelige overgang til voksenlivet – uanset hvilken alder de havde, da de blev anbragt – taler undersøgelsen også sit eget tydelige sprog: Kun godt halvdelen af de anbragte børn og unge har fået en eller anden form for efterværn, efter de fyldte 18 år.
Forskernes data giver ikke svar på, om kommunen i stedet vurderede, at den unge skulle have et tilbud inden for voksenhandicapområdet, eller at den unge klarede sig så godt, at han eller hun ikke behøvede efterværn. Til gengæld kan forskerne se, at det har øget sandsynligheden for at få efterværn, hvis den unge havde gennemført grundskolen.
– Men det kan ikke passe, at så mange ikke har behov for støtte, konstaterer Mette Lausten.
– Det kan godt være, den unge klarer sig godt og måske går i gymnasiet. Så får den unge fx et klubværelse. Her kan der være 11 andre unge, der hænger ud og ryger hash – så er det faktisk rigtig svært at gennemføre gymnasiet, og så ender vi med at tabe den unge lige før målstregen. Det kan også være, den unge skal betale tre måneders husleje i depositum. Det er sådan noget andre får betalt af deres mor og far, ligesom forældrene rydder andre bump af vejen. Dér står anbragte meget alene – især uden efterværn, siger Mette Lausten.
Kort om undersøgelsen
Årgang 95 er en forløbsundersøgelse, hvor VIVE følger de samme børn og deres familier. Undersøgelsen er lavet ud fra registerdata og interview med børnene, der er født i 1995,
Forskerne har sat fokus på børnenes liv og udvikling, da de var et halvt år, tre år, syv år, 11 år, 15 år og 18 år.
Børnene kommer fra alle dele af landet. Fælles for dem alle er, at de har været anbragt uden for hjemmet i kortere eller længere tid gennem barndommen. Tilsammen giver de vigtige svar på, hvordan forhold i opvæksten påvirker deres livsforløb.
Vi ved jo allerede fra vores medlemmer, at langt de fleste af dem har det rigtig dårligt, når de bliver anbragt sent, og at det er meget vanskeligt at hjælpe dem på så kort tid. De er ikke blevet set, selvom de må have haft masser af tegn på mistrivsel. Det er et kæmpe svigt
Verne Pedersen, forbundsnæstformand i Socialpædagogerne
Et spejl på anbringelsesområdet
Undersøgelsen viser også, at de børn, der er anbragt i plejefamilie, er anbragt i længst tid. De er anbragt tidligt, fordi deres mødre er blandt de mest udsatte. Og netop på grund af den tidlige anbringelse – og fordi anbringelsen typisk skyldes manglende forældrekompetencer og ikke barnet – trives denne gruppe godt som unge voksne og ligner på mange måder ikke-anbragte unge, forklarer Mette Lausten.
Men generelt er gruppen af anbragte børn og unge i undersøgelsen en blandet skare, der illustrerer, hvor vigtigt det er, at der findes mange forskellige indsatser til dem, mener Mette Lausten.
– Undersøgelsen er jo et spejl på måden, vi har indrettet anbringelsesområdet. Det med, at vi har rykket så mange anbringelser fra døgninstitutioner til plejefamilier, uden at behandlingen, der var på institutionerne, er fulgt med, tror jeg gør noget negativt. Plejefamilier er en rigtig god ting, men det er bare ikke brun sovs og kærlighed, der gør det hele. Plejefamilierne er blevet små behandlingssteder. Det var jo ikke meningen, siger hun.
Efterværn skal være en ret
Det overrasker desværre ikke forbundsnæstformand i Socialpædagogerne Verne Pedersen, at så mange tidligere anbragte ikke har fået nogen form for efterværn. Men det ærgrer hende – og undrer ikke mindst, at der er en overvægt af unge i efterværn, der har gennemført grundskolen.
– Det bør undersøges nærmere, for betyder det, at man overser dem, der ikke lykkes med folkeskolen – og som om nogen har brug for efterværn? Vi har foreslået politikerne, at alle anbragte børn skal have ret til efterværn op til det 25. år, og at man indarbejder efterværn langt tidligere i anbringelsen. Ingen skal komme med hatten i hånden. Vi siger i stedet: Vi slipper ikke den unge, før han eller hun har varige netværk og relationer, er i uddanneles eller job og har en fast bolig, siger hun.
Et kæmpe svigt
Men det mest bekymrende er, at børn, der bliver anbragt sent, er så udsatte, som undersøgelsen dokumenterer, understreger Verne Pedersen.
– Vi ved jo allerede fra vores medlemmer, at langt de fleste af dem har det rigtig dårligt, når de bliver anbragt sent, og at det er meget vanskeligt at hjælpe dem på så kort tid. De er ikke blevet set, selvom de må have haft masser af tegn på mistrivsel. Det er et kæmpe svigt, og det er virkelig alarmerende. Og det understreger bare vigtigheden af, at vi som samfund sætter ind tidligere med de rette indsatser, siger hun.