icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
RM_michael-madsenB.jpg
Kommentar

Ulige adgang til lønforsikring

Selvom jeg er stolt over, at vi med lønforsikring kan give vores medlemmer ro i maven, så ærgrer det mig, at det overhovedet er nødvendigt at supplere dagpengesystemets dækning, siger Michael Madsen, formand for Socialpædagogernes a-kasse

I løbet af sommeren har jeg glædet mig over, at udfordringerne med dagpengenes dækningsgrad har fået opmærksomhed. Debatten blev bl.a. sat i gang af en Cevea-rapport, der viser, at lønmodtagere har meget ulige adgang til lønforsikring.

Som medlem af Socialpædagogerne er du omfattet af den fælles lønforsikring og kan få dækket 80 pct. af dit løntab i op til seks måneder. Det kan lade sig gøre, fordi alle medlemmer bidrager solidarisk med 46 kr. om måneden – og det skaber økonomisk tryghed, mens man finder sit næste job.

Jeg er både stolt og taknemmelig over, at vi kan tilbyde vores medlemmer denne sikkerhed. Ved at løfte sammen får vi en høj dækningsgrad til en meget lav pris. Vælger man i stedet en individuel lønforsikring, er prisen flere hundrede kroner dyrere for samme dækningsgrad – og ofte med langt strammere betingelser. Det kan derfor være ganske dyrt på den længere bane at spare fagforeningskontingentet væk.

Jeg ærgrer mig dog over, at det er nødvendigt at supplere dagpengesystemets dækning. Dagpengene burde i sig selv kunne sikre økonomisk tryghed. Men gradvist bliver dagpengenes værdi udhulet. I 2015 fik en socialpædagog i gennemsnit svarende til 56 pct. af sin løn i dagpenge, hvis hun mistede sit arbejde. I 2025 vil tallet kun være 51 pct. Det er langtfra alle lønmodtagere, som kan få del i supplerende lønforsikringer – og så vakler fundamentet for tilslutningen til dagpengesystemet.

I Socialpædagogerne kæmper vi fortsat sammen med FH og Danske A-kasser for at stoppe udhulingen, så alle lønmodtagere sikres rimelige vilkår, hvis arbejdsløsheden rammer dem. Nu og her mangler vi en klar melding fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard om, hvad han mener.

Jeg er både stolt og taknemmelig over, at vi kan tilbyde vores medlemmer denne sikkerhed.

Michael Madsen

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse