Vi har brug for et fælles fagligt sprog

– Jeg var jo nok lidt ovre på hippiesiden, da jeg selv var en ung socialpædagog. Og jeg har jo nok også været en af dem, der syntes, at alt det der med metoder lidt var noget fis. Jeg mente, at metoder forhindrede mig i at se det hele menneske i mit arbejde, fortæller Søren Holst med et skævt smil fra sit kontor på den sikrede institution Kofoedsminde på Lolland.

Selvom han stadig holder fast i, at metoder aldrig kan erstatte sund fornuft og faglig viden, så bruger Søren Holst i dag det meste af sit arbejdsliv på at forske i, hvordan standardiserede metoder fungerer i den socialpædagogiske praksis.

Med afsæt i netop Kofoedsminde skrev Søren Holst for to år siden en ph.d.-afhandling om, hvordan standardiserede metoder til voldsforebyggelse og konflikthåndtering anvendes i arbejdet på landets største special­institution for voksne med udviklingshæmning, der har begået grov personfarlig kriminalitet. I den forbindelse gennemførte han bl.a. interviews med socialpædagoger og ledere – og observerede og analyserede praksis.

Man skal huske hele tiden at have for øje, hvad metoderne skal gøre godt for. Beboernes velbefindende – eller medarbejdernes trivsel?

Søren Holst, udviklingskonsulent

– Beboerne på Kofoedsminde har brug for ensartethed, tryghed og gentagelser, og derfor er det vigtigt, at vi har nogle faste rammer, vi arbejder inden for. Det kan man få ved at anvende standardiserede metoder. Men man skal huske hele tiden at have for øje, hvad metoderne skal gøre godt for. Beboernes velbefindende – eller medarbejdernes trivsel? Og jeg mener helt klart, at når vi vælger at bruge en given metode, skal det være, fordi vi kan se, at det kan være med til at forbedre livet for vores beboere, siger han.

Blev mødt med skepsis
På Kofoedsminde arbejder de med flere forskellige metoder, primært for at forebygge vold og udadreagerende adfærd. Den første standardiserede metode til risikovurderinger, der blev indført i 2009, var Søren Holst selv med til at pege på.

– Vores afsæt er, at personalets sikkerhed og beboernes velbefindende hænger uløseligt sammen. Har man et dårligt arbejdsmiljø, kan man ikke lave god pædagogik. Og dengang var vi nogle stykker, som var blevet lidt nysgerrige på, hvordan de i andre lande arbejdede med systemer til at vurdere risiko for vold. Specielt inden for psykiatrien. Så vi kiggede på England, Norge og Holland, men vi havde også møder med Sct. Hans i Roskilde (Danmarks største psykiatriske hospital, red.), fortæller han.

Valget faldt på BVC (Brøset Violence Checklist), som er en standardiseret metode til at forudsige risikoen for, at en beboer skal få en voldelig adfærd inden for de næste 24 timer.

– Jeg husker, hvordan vi brugte en masse tid på at overbevise ledelsen og socialpædagogerne på Kofoeds­minde om, at det her var en god idé. Der var stor skepsis, og mange var nervøse for, at vi med sådan en metode, der jo bygger på faste observationsskemaer, var med til at stigmatisere beboerne og sætte dem i nogle kasser. ’Hvorfor skal jeg bruge min tid på at udfylde skemaer – var det ikke bedre, at jeg brugte tiden ude hos beboerne?’ lød en af de typiske indvendinger.

Lyt til medarbejderne
Det fører hurtigt Søren Holst tilbage til en af de allervigtigste pointer i hans ph.d.-afhandling: at man får det bedste ud af en standardiseret metode, hvis man sørger for at inddrage medarbejderne i den måde, metoden skal fungere på i praksis.

– En metode er jo ikke noget, man trækker i en automat og bare kan implementere helt ukritisk og tro, at så bliver alting bedre. Jo mere man inddrager medarbejderne på gulvet og deres faglige viden – jo bedre. En metode som BVC er udviklet i Norge, hvor man har dokumenteret, at den virker voldsforebyggende på psykiatriske patienter. Men vi ved jo ikke, om metoden virker lige så godt på udviklingshæmmede. Derfor er man nødt til lokalt at videreudvikle på metoderne, siger han.

Det gør man fx ved at sætte tid af til at finde ud af, hvad metoden er beregnet til, og hvad den skal dokumentere – og løbende vurdere, om man får det ud af metoden, som man skal. Hvis ikke, ja, så skal metoden måske laves om eller helt skiftes ud.

– Det er benhårdt arbejde at indføre en standardiseret metode. Det kræver en masse kvantitativt arbejde, hvor man sætter krydser, laver skemaer og måler, hvad man gør, og hvad der virker. Men det kræver også, at man husker at spørge medarbejderne, hvordan de synes, det fungerer – og om de har forslag til, hvordan man kan tilpasse metoden til egen praksis, siger Søren Holst.

Metoder kan flere ting
En anden af hans pointer er, at man sagtens kan anvende standardiserede metoder til andre ting end det, de oprindeligt er udviklet til. Fx viste det sig hurtigt på Kofoedsminde, at flere socialpædagoger også brugte BVC-metoden til at lave længere perspektiveringer over beboernes liv.

– Metoden bygger på, at man vurderer risikoen for vold tre gange i døgnet. Men i takt med at vi fik BVC til at fungere i hverdagen, begyndte flere medarbejdere at kigge på, hvordan beboernes scoringer svingede ud over tid – og så har man pludselig et helt andet perspektiv end dag-til-dag-scorerne, fortæller Søren Holst.

Det samme gælder en anden af de voldsforebyggende metoder, de anvender på Kofoedsminde: SOAS-R (Staff Observation Aggression Scale Revised), hvor man dokumenterer aggressiv adfærd hos beboerne og analyserer, hvad man kunne have gjort anderledes.

– Det er jo et redskab, der beskriver, hvad der skete: Hvem var involveret, blev der udøvet vold, skal der politianmeldes, er der brug for psykolog osv. Men det er også et redskab, der kan bruges til at dokumentere og analysere arbejdsmiljøet, fordi man med netop den metode bliver klogere på, hvad der fremkalder aggressiv adfærd hos beboerne, siger Søren Holst.

En metode er jo ikke noget, man trækker i en automat og bare kan implementere helt ukritisk og tro, at så bliver alting bedre.

Søren Holst, udviklingskonsulent

Dyrk det, der virker
Hurtigt smider han endnu en metode på bordet, HCR-20 (Historical, Clinical, Risk 20 items), som medarbejderne på Kofoedsminde har taget til sig – og gjort til deres egen.

– Metoden har til formål at forudsige en beboers risiko for at begå voldelige handlinger i et længere tidsperspektiv. Men nogle af vores socialpædagoger har fundet ud af, at det også godt kan være et stærkt pædagogisk analyseredskab. For når man metodisk registrerer, hvad det er for en adfærd, borgeren har udfordringer med – ja, så kan man jo arbejde pædagogisk med lige netop den adfærd.

På den måde, forklarer Søren Holst, får man ofte endnu mere ud af standardiserede metoder, hvis man løbende justerer og tilpasser dem den kontekst, man er i.

Det er muligt, at dem, der oprindeligt har udviklet metoderne, vil protestere og sige, at ’det var jo ikke det, der var meningen’. Men det er da ret fantastisk, at man i stedet for at konkludere, at en metode ikke virker efter hensigten, videreudvikler metoderne på baggrund af de problemer, som man vil rette op på.

Søren Holst, udviklingskonsulent

– Det er muligt, at dem, der oprindeligt har udviklet metoderne, vil protestere og sige, at ’det var jo ikke det, der var meningen’. Men det er da ret fantastisk, at man i stedet for at konkludere, at en metode ikke virker efter hensigten, videreudvikler metoderne på baggrund af de problemer, som man vil rette op på. Og jeg har set superkreative socialpædagoger hive det bedste ud af metoderne, så det passer til lige netop den målgruppe, de arbejder med – og dermed løfter det pædagogiske arbejde, siger han.

Fokus på fælles praksis
Ifølge Søren Holst er det meget få steder, man udvikler sine egne standardiserede metoder. Det gælder også på Kofoedsminde. Men lige nu er han sammen med et lille udvalgt team i gang med at udvikle en overordnet ramme – ’Fælles Praksis’ – for den pædagogiske tilgang, der rummer alle de metoder, der anvendes på institutionen.

Fælles Praksis på Kofoedsminde er ikke en metode. Det er mere en overordnet tilgang til den  måde, vi arbejder på.

Søren Holst, udviklingskonsulent

– Fælles Praksis på Kofoedsminde er ikke en metode. Det er mere en overordnet tilgang til den måde, vi arbejder på. Eller en kulturændring, hvor vi ligesom prøver at disciplinere praksis. Alle socialpædagoger gennemgår et uddannelsesforløb, hvor de bl.a. lærer at reflektere og gå meget dybere ind i de enkelte beboeres problemstillinger med fokus på, hvad de kan gøre ved dem.

I dag – næsten 12 år efter at den første standardiserede metode blev indført på Kofoedsminde – tør Søren Holst godt stå på mål for, at metoder som BVC, SOAS-R og HCR-20 i høj grad har bidraget til at styrke både den faglige tilgang og beboernes velbefindende:

– Det gode ved metoderne er, at de skaber et fælles sprog og en fælles tilgang, og det giver en lettere kommunikation mellem medarbejderne, fordi der er en fælles reference at tale ud fra. Samtidig er standardiserede metoder sammen med dygtige socialpædagoger med til at sikre tryghed for beboerne, siger Søren Holst, som allerede har sat sig sit næste forskningsmæssige mål:

– Siden det aldrig er videnskabeligt dokumenteret, at BVC-metoden virker på den målgruppe, vi arbejder med, er jeg nu i gang med at finde ud af, hvordan vi kan lave en validering af metoden her på Kofoedsminde. Det sker bl.a. i tæt samarbejde med dem, der i sin tid udviklede metoden. For én ting er, at vi ved, at metoden virker. Noget andet vil være at have evidens for, at en anerkendt voldsforebyggende metode inden for psykiatrien rent faktisk også virker på udviklingshæmmede.