icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Stress

Nu med stressaftale

Ansatte i amter og kommuner har fået en ny mulighed for stressforebyggelse.

  • Af Bodil Rohde
  • 23-2005 /

Det er en særlig stressaftale, som nu er indbygget i SU- og MED-systemet og klar til at blive brugt på arbejdspladserne.
Meningen er, at ledelse og medarbejdere skal bruge aftalen til at få fastlagt retningslinjer for indsatsen mod arbejdsbetinget stress.
Opmærksomheden og forståelsen skal øges, og problemerne skal identificeres, håndteres og reduceres. Konkret kan det for eksempel handle om at analysere organiseringen af arbejdet, arbejdsvilkårene, kommunikationen på arbejdspladsen og faktorer som følelsesmæssigt og socialt pres, fornemmelse af utilstrækkelighed og manglende støtte.

Formålet med aftalen er ikke –som det hedder –at lægge skylden for stressrelaterede problemer på den enkelte. Stress er et fælles problem på arbejdspladsen, og som sådan skal det løses. Det er også fortsat arbejdsgiveren, der er forpligtet til at sørge for, at arbejdsforholdene er sikre og sunde.

Men når der er aftalt retningslinjer –og gennemført en arbejdspladsvurdering –så er det i meget høj grad arbejdspladserne selv, som skal finde løsninger på stressproblemerne. Det vil betyde, at Arbejdstilsynet forventes at give de lokale parter det nødvendige råderum til selv at finde løsninger på eventuelle stressproblemer.

Aftalen er en dansk udgave af en stressaftale –Draft framework agreement on work-related stress –som er indgået mellem europæiske lønmodtageres og arbejdsgiveres hovedorganisationer. Her i landet er det KTO og de kommunale og amtslige arbejdsgivere, der er blevet enige om at indbygge den i SU- og MED-systemet.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter