icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Stress

Stress er et fælles problem

SL’s næstformand Benny Andersen mener, at det vigtigste i SU- og MED- systemets nye stressaftale er, at den er en anerkendelse af, at stress ikke er et individuelt, men et fælles problem på arbejdspladsen.

  • Af Bodil Rohde
  • 23-2005 /

–Mange af os kommer let til at opfatte problemer i arbejdssammenhænge som værende individuelle, siger Benny Andersen. Det hænger måske sammen med, at vi specielt som socialpædagoger bruger os selv som redskab i arbejdet. Det fremmer også opfattelsen af, at det er os selv, der er noget galt med, når der er problemer med arbejdet. Med aftalen bliver det slået fast, at det er arbejdspladsen, der skal løse stressproblemer.

–Vi har ingen selvstændige stressundersøgelser på SL’s område. Men det er klart, at der er en latent fare for at udvikle stress, hvis der er en række forhold på arbejdspladsen, som ikke er i orden. For eksempel faglig sparring, inspiration, et godt læringsmiljø, indflydelse, mulighed for at læsse af osv. Altså forhold, som er helt afgørende for, at man trives på arbejdspladsen.

–Det er vigtigt, at vi bruger aftalen som et offensivt redskab og til at sætte fokus på de ting, som vi ved skaber gode arbejdspladser. På den måde kan vi forebygge stress –og undgå at bruge ressourcerne på måling af stresshormoner og den slags ting.

–Ved at placere den i SU- og MED-systemet får vi den ind i en personalepolitiske helhed, hvor den også kommer til at fungere i sammenhæng med indsatsen for et godt psykisk arbejdsmiljø. Men forudsætningen for, at aftalen kommer til at fungere, er, at folk får et ejerskab til den, at den bliver brugt fornuftigt, og at den ikke bare bliver noget, der er opfundet på et eller andet kontor, siger Benny Andersen.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter