Her får man noget af det, man ikke har fået af sin familie
Carina begyndte at slå, da hun gik i børnehave, og som 18-årig stak hun en anden pige ned. Nu har hun lagt volden på hylden – med hjælp fra Pigegruppen på Vesterbro. Socialpædagogen mødte Carina og socialpædagog Jannie Koch, til en samtale om, hvorfor Pigegruppens pædagogik virker
Det var, som om jeg fik et wake up-call. 20-årige Carina knipser.
- Jeg blev klar over, at jeg virkelig ønskede at ændre mig. Jeg ville gerne kunne styre mit temperament. Jeg ville ikke have, at andre skulle være bange for mig, siger hun.
- Egentlig har jeg altid ønsket at være en sød pige i flade sko, som boede på en villavej og kom fra en rigtig god familie. Men min familie var ikke god, og jeg var en hård pige, som slog, hver gang noget gjorde ondt, siger hun og flytter sig lidt uroligt i kurvestolen.
Jannie Koch nikker.
- Du har flyttet dig rigtig meget, siger hun til Carina.
Jannie er socialpædagog og ansat i Pigegruppen i Saxogade på Vesterbro. Det er Københavns Kommunes tilbud til vilde og udsatte piger på 13-18 år. Pigerne har problemer med kriminalitet, hash, vold, manglende selvværd, skoletilknytning m.m.
I Pigegruppen bliver de en del af et frivilligt fællesskab, hvor de nære relationer og respekten for hinandens forskellighed er det bærende. Der er typisk 12-15 piger indskrevet samt en flok løsere tilknyttede. Ud over fem fuldtidsansatte er der en pædagogmedhjælper og to ‘assistenter’, tidligere brugere, som fungerer som rådgivere og rollemodeller. Carina er en af dem.
Hun blev introduceret til Pigegruppen via en veninde, der ligesom hun selv var en del af et voldeligt miljø med misbrug af hash og alkohol. I begyndelsen kom hun kun sporadisk i gruppen. Men så blev hun idømt ni måneders fængsel for at have stukket en pige ned på et diskotek. Hun var lige fyldt 18 år og blev sendt i voksenfængsel.
- Det var et hårdt miljø, hvor man kunne overleve ved aldrig at vise svaghed. Selv over for fængselsvagterne gjaldt det om at have en hård facade, husker Carina.
- Under min første udgang fra fængslet gik jeg ned i Pigegruppen, og da jeg kom ud, begyndte jeg at komme fast hernede. Pigegruppen var det stik modsatte af fængslet. Her kan man lige så godt lade være at gøre sig hård; alle kan se, hvis man har en dårlig dag. Så får man knus og bliver hygget om. Her får man noget af det, man ikke har fået af sin familie, siger Carina.
Et socialt træningsrum
Sådan er det for mange af pigerne, fortæller Jannie Koch.
- De fleste af pigerne har oplevet vold i deres opvækst og mangler nære relationer, hvor de føler sig anerkendt som dem, de er. Vi arbejder med at skabe en anerkendende kultur, hvor pigerne lærer at omgås hinanden uden vold. Det er et socialt træningsrum.
Carina supplerer: – Jeg er ikke selv blevet slået, men jeg har oplevet vold i min familie. Da jeg var syv år, blev min far narkoman. Når jeg var på besøg hos ham, rendte jeg rundt på gaden og oplevede en masse vold. Så vold blev min måde at kommunikere på. Det begyndte i børnehaven, og så fortsatte det bare. Jeg kan se, at det samme gælder de andre piger. De kan finde på at skubbe til en pige på Strøget, hvis de føler sig provokeret. Men i Pigegruppen lærer de at tale om tingene i stedet for.
Jannie Koch nikker igen.
- Hvis en pige her har en aggressiv attitude, konfronterer de andre hende og spørger, hvorfor hun gør sådan. Så bliver hun opfordret til at reflektere over de følelser, der ligger bag, og opdager, at der er andre handlemuligheder.
- De fleste piger er ‘fucking rasende’ over alting, når de begynder her. Men efterhånden lærer de at skelne mellem at være vred, ked af det, skuffet, såret osv., og de lærer at formidle deres følelser til andre.
Livscoachere
Jannie Koch og de andre ansatte bestræber sig at gå til pigerne med åbenhed og nysgerrighed i stedet for med moraliserende og fordømmende holdninger.
- Vi siger ærligt, hvad vi synes om deres handlinger. Men vi understreger også, at det er den konkrete handling, vi ikke bryder os om, ikke dem som mennesker. Hvis en pige er skæv, kan vi for eksempel sige til hende, at vi synes, at hun glider ud af fællesskabet, når hun er påvirket, og at vi savner, at hun er til stede, sådan som hun plejer at være.
Samtidig formidler de ansatte via deres egne handlinger bestemte normer og værdier.
- Vi kan godt finde på at diskutere, mens pigerne hører det. På den måde viser vi dem, at man kan være uenige uden at slås, siger Jannie.
- Du har aldrig truet mig eller råbt af mig. Det gjorde pædagogerne på døgninstitutionerne tit, og det gjorde mig bange, for jeg har været vant til, at råben og skrigen ender med vold, siger Carina.
Jannie nikker.
- Pædagogerne på en døgninstitution er i en anden situation, for de unge er tvunget til at være der, og som pædagog bliver man nemt tvunget ind i en kamp med de unge, fordi man skal sørge for, at de bliver der. I Pigegruppen er I her frivilligt, og vi er ikke genopdragere, men pædagogiske livscoachere, siger hun.
Det gør mig ked af det…
Ud over princippet om frivillighed gælder der et princip om, at man ikke kan smides ud af Pigegruppen.
- Vi vil ikke have vold eller voldeligt sprog herinde. Men ellers forsøger vi at rumme pigerne med det liv, de lever. De kan komme, når de er skæve og vrede og kede af det. Vi forsøger at skabe et varmt rum, hvor der er plads til dem, og hvor der er en omgangsform, som de kan tage med og bruge i deres øvrige relationer.
- Ja, siger Carina ivrigt.
- Jeg er begyndt at bruge nogle af de her ting over for min kæreste. Hvis han siger noget grimt til mig, prøver jeg at svare ham roligt. For nylig kaldte han mig ‘kælling’, og tidligere ville det have fået mig til at flippe helt ud. Men i stedet sagde jeg til ham ‘det gør mig rigtig ked af det, når du siger sådan. Hvad mener du egentlig med det?’. Så faldt han ned, og vi kunne tale ordentligt om tingene.
Succesoplevelser af den slags er vigtige at samle på, mener Jannie Koch og Carina. Pigerne deler dem med hinanden og husker hinanden på dem, når tingene brænder på. Pædagogerne arbejder også aktivt med at skabe oplevelser for pigerne, som er med til at bygge fællesskabet op.
De tager på ture i byen, spiser sammen en gang om ugen, holder fødselsdagsfester og inviterer pigernes idoler på besøg. Inde i stuen hænger en ramme med fotos af bokseren Mikkel Kessler sammen med pigerne. På et ark papir har han skrevet en hilsen ‘Til Pigegruppen. Pas rigtigt godt på jer selv og opfør jer pænt!’.
Carina smiler. – Jeg har ikke slået, siden jeg kom ud af fængslet. Altså, jeg har vist slået i bordet en enkelt gang, og jeg har været tæt på at slå et par gange. Men så har jeg ringet til Jannie, og hun har fået mig ned på jorden igen, siger hun og tilføjer:
- Jeg bliver nok aldrig den der søde pige i flade sko. Men jeg skal nok få en god familie, og så skal jeg helt sikkert ned i Pigeklubben og vise de andre mine børn.
Carina ønsker at være anonym. Hendes fulde navn er Socialpædagogen bekendt.
Pigegruppen - Pigegruppen i Saxogade er et projekt for udsatte og sårbare piger, de såkaldt ‘vilde piger’, i alderen 13-18 år fra hele Københavnsområdet og er finansieret af Københavns Kommune. - Pigegruppen tilbyder pigerne stabil voksenkontakt samt samvær og aktiviteter med andre piger, der tumler med samme problemer som dem selv. - Stikord for Pigegruppens arbejde er: – Projektet er frivilligt, og det er ikke muligt at blive smidt ud Læs mere: – Pigegruppens hjemmeside: www.pigegruppen.dk – Bogen søde piger – vilde liv. Praksis og metoder i arbejdet med ’vilde piger’, forlaget frydenlund, juni 2008. (Kan bestilles via www.frydenlund.dk)
|