vilde piger er stille piger, der har fået nok
De vilde piger er ikke bare vilde. De er også stille piger med lavt selvværd, der har oplevet utallige svigt fra de voksne omkring sig. Så som socialpædagog gælder det om at give pigerne det, de ikke har fået: Tid, tillid og tydelighed
En vild pige er en, der har det så dårligt, at hun ikke kan finde ud af at bede om hjælp.
- Jeg tror, vilde piger er et ord, man bruger om noget, man ikke rigtig kan forklare. Jeg synes, det er et mærkeligt ord. Jeg synes ikke, man kan beskrive en pige, der har problemer, som vild. Det er bare en, der har brug for hjælp og for at snakke med nogen.
Sådan forklarer to tidligere ‘vilde piger’, Julie og Camilla, hvad der efter deres mening gemmer sig bag udtrykket en ‘vild pige’.
|
Når piger mistrives Blandt piger med problemer taler man om to reaktionsmønstre, udadvendt og indadvendt. De udadreagerende kendes som vilde piger, de indadreagerende som stille piger. Der findes cirka 2100 vilde piger på landsplan. De reagerer på deres problemer med aggression, vrede og grov mobning. Kilde: ”Pigeproblemer i kommunerne – en kortlægning”. UFC Børn og Unge, 2004 |
Begge piger har haft et problemfyldt liv, som de har reageret på ved at udvise voldsom og grænseoverskridende adfærd med vold, trusler, mobning og kriminalitet.
I medierne omtales den slags piger ofte bare som ‘vilde’, og deres adfærd beskrives som rå, afstumpet og meningsløs. Men fra et socialpædagogisk perspektiv giver de beskrivelser ikke mening, mener ph.d.-stipendiat ved Center for Ungdomsforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Nina Wittendorff.
Hun har interviewet Julie, Camilla og fire andre tidligere vilde piger, og deres refleksioner indgår i rapporten ‘Det er jo bare mit liv, jeg skal have styr på’, som udkom sidste år. I rapporten sættes fokus på pigernes selvforståelse, baggrunden for deres adfærd og de socialpædagogiske muligheder for at hjælpe dem.
- Vilde piger er på mange måder en dårlig betegnelse, for de her piger er først og fremmest omsorgssvigtede, og nogle af dem har været og er også stille, selvdestruktive piger, siger hun – og tilføjer, at de piger, der omtales som vilde, som regel først bliver vilde efter en lang periode, hvor de har været udsat for et massivt pres i form af forventninger og krav, de ikke har forudsætninger for at forstå og leve op til, siger Nina Wittendorf.
Mange, men tavse signaler
- Mange unge trives godt med den mangfoldighed af valgmuligheder og udfordringer, de møder i skolen, fritidslivet og familien. De kan forholde sig refleksivt til deres selvidentitet, til krop, seksualitet og skiftende fællesskaber. Men nogle piger formår det ikke, fordi de mangler voksne, der kan støtte dem i processen. Det kan skyldes, at deres forældre har store sociale problemer, men det kan også dreje sig om piger fra umiddelbart ressourcestærke familier, fortæller Nina Wittendorff.
Før pigerne reagerer med vold og trusler, har de ofte gennem lang tid udsendt tavse råb om hjælp. De er indadvendte, pjækker fra skole, klager over hovedpine og mavesmerter eller er begyndt at skære i sig selv eller udvikle en spiseforstyrrelse.
- Lærere, pædagoger, sundhedsplejersker og socialarbejdere er ofte usikre på, hvad de skal stille op med de stille piger. Ofte mangler de handlemuligheder i form af tværfaglige fora, hvor de kan tale med andre voksne omkring pigen og lægge en plan for, hvordan de kan hjælpe hende. Desuden er der en tendens til, at pigernes problemer først bliver taget alvorligt, når de reagerer udad med vold og skader andre end sig selv. Så sættes hele apparatet i gang, men så er man nået dertil, hvor det handler om straf og ikke om at hjælpe pigen med det lave selvværd, der gemmer sig bag de voldelige attituder, siger Nina Wittendorff.
- Selvfølgelig kan volden se meningsløs ud, men den er altid reaktion på noget, og som sådan er den på sin vis et sundhedstegn. Når en pige reagerer med vold mod en veninde, kan det være udtryk for, at hun har oplevet et svigt i venindekredsen, der opleves som fatalt, fordi det netop er blandt veninderne, hun søger efter det, hun ikke har fået i skolen eller hos sine forældre.
Basale behov
Psykolog Ida Koch, der er ansat på det socialpædagogiske skoletilbud Den Gule Flyver i København, mener også, at de vilde pigers adfærd skal forstås som en reaktion på en lang række svigt og brud gennem deres opvækst.
- Pigerne er blevet svigtet så mange gange, at de har mistet tilliden til deres omverden. De opfatter verden som fjendtlig og føler sig krænket over selv små ting. De har et vanvittigt lavt selvværd og kan føle sig provokeret til at slå, blot en anden pige kigger på dem. Så reagerer de med vold og aggression, fordi det er den ‘løsning’, de ofte har set deres forældre eller andre i deres miljø bruge til at løse konflikter. Typisk har de også oplevet mange afvisninger fra pædagoger og lærere på grund af deres aggressive adfærd, siger Ida Koch.
Netop udgrænsningen fra skolen er med til at accelerere pigernes problemer, og derfor bør flere skoler generelt indføre antimobningspolitik og undervise i konfliktløsning. Derudover har nogle piger behov for mere direkte hjælp til at lære at håndtere vrede og aggression, hvor det også er nødvendigt at arbejde med familierelationerne.
Det mener konsulent Esther Malmborg, der i 2004 var med til at kortlægge omfanget af pigeproblemer i Danmark og siden har beskæftiget sig med fænomenet voldelige piger.
- Den form for generelle indsatser kan forhåbentlig lære pigerne nogle af de basale sociale færdigheder, som mange af dem ikke lærer derhjemme. Det handler om at udvide sit eget følelsesregister og lære andres følelser at kende og have respekt for dem. Om at behandle andre ordentligt, sige tak og undskyld og vise respekt for andres holdninger, siger hun.
- Samtidig kan det være gavnligt at samle de piger, der allerede er begyndt at udvise voldelig adfærd, i mindre grupper, hvor de lærer en afbalanceret måde at være veninder på, hvor de tætte relationer ikke er præget af intriger og mobning. Det kan særlige pigeprojekter medvirke til, både i form af egentlige pigeklubber og ad hoc-grupper i ungdomsklubber og på skoler, siger hun.
De tre t’er
De seks piger i Nina Wittendorffs rapport har alle været involveret i særlige pigeprojekter, og omtaler dem som afgørende for, at de har ændret syn på sig selv og er begyndt at bruge andre strategier end vold og trusler, når de føler sig svigtet eller krænket.
For Nina Wittendorff er der ingen tvivl om, at det især indsatsen fra pædagogerne i projekterne, der har haft betydning:
- Praktikere omkring pigerne taler om de tre t’er – tid, tillid og tydelighed. Det tager tid at nå ind til de her piger, for de har været vant til, at de ikke kan stole på de voksne. Derfor er det altafgørende, at der er en voksen, som viser, hun virkelig vil pigen, og at hun ser hende som den, hun er, og ikke kun ser aggressionerne.
- Samtidig er det vigtigt at man som pædagog er tydelig omkring sine grænser og holdninger, så pigen forstår, man ikke accepterer volden, selv om man forstår hendes problemer. Lykkes det, kan man opbygge en relation, hvor pigerne får noget af det, de har savnet fra deres forældre og andre voksne omkring dem, og som er nødvendigt for, at pigen kan få et mere nuanceret syn på sig selv.
- Det handler om at opbygge en relation, hvor man kan hjælpe pigen med at se sit liv i et nyt perspektiv og blive bevidst om sin historie og mulighederne for selv at influere på, hvordan den fortsætter. Det kræver en tæt relation over tid, siger Nina Wittendorff.
Den vurdering deler Ida Koch fra Den Gule Flyver:
- Som pædagog skal man huske på, at man er oppe imod års mistrivsel og vanrøgt, der har lært de her piger, at de ikke kan stole på nogen. Så selv om de higer efter kontakt med ordentlige voksne, vil de ofte være afvisende og provokerende i en lang periode.
- Hvis man siger til en pige, at man virkelig vil hende, vil hun måske reagere ved at sige, at det siger man bare, fordi man får penge for det, eller at når man opdager, hvordan hun i virkeligheden er, kommer man til at skifte mening. Eller hun vil teste en ved at bryde aftaler og være grov for at se, om man fastholder, at man faktisk kan lide hende på trods af hendes umiddelbart usympatiske adfærd. Og når relationen er blevet tættere, vil hun måske pludselig forsøge at bryde den, fordi hun bliver bange for at være i en relation, hvor hun reelt har noget at miste, siger Ida Koch.
‘Det er aldrig i orden at slå’
Men selv om det kan være hårdt og provokerende at arbejde med disse piger, er der ikke andet at gøre end af fortsætte, insistere på at ville pigen og acceptere, at det tager tid, understreger Ida Koch.
- Ingen af pigerne er uden for pædagogisk eller terapeutisk rækkevidde. Hvis det umiddelbart virker sådan, så det er os professionelle og voksne, der må vi udvide vores rækkevidde. Vi må udvikle nye metoder, som kan rumme de her piger. De har jo netop oplevet at blive udstødt af skoler, klubber og sågar også terapeutiske rum, fordi de ikke passede ind. Så vores opgave er at skabe rum, hvor de kan være – samtidig med, at vi fastholder, at deres vold er uacceptabel.
Resultaterne udebliver ikke
For nylig oplevede Ida Koch, hvordan en tidligere voldelig pige gav sin holdning til vold til kende over for en af de andre piger i Den Gule Flyver, som havde været involveret i en grov voldssag. Under en snak i en pigegruppe udbrød pigen: ‘Den pige havde også fortjent at få tæsk. Men det er aldrig i orden at slå.’.
- Hun var nået dertil, hvor hun kunne sondre mellem følelsen af at være krænket og retten til at lade aggressionen udmønte sig i vold. På den måde anviste hun en vej for de andre piger. Det er et eksempel på, at pigerne jo også har erfaringer og ressourcer, de kan bruge konstruktivt, hvis de får hjælp til det, siger Ida Koch.
|
Hvem gør noget – Hvem ved noget På landsplan findes der en del projekter og klubber, der arbejder specifikt med udsatte piger – både vilde piger og stille piger. Det pædagogiske arbejde med pigerne – og oplysninger om de enkelte projekter kan du blandt andet finde via disse bøger, rapporter og hjemmesider: - Susanne Pihl Hansen: Gnisterne – stille piger. UFC Børn og unge, 2003 - Center for Ungdomsforskning – CEFU: www.cefu.dk |
|
Hvad virker i projekter for vilde piger? Sæt fokus på kontinuitet og refleksion: Skab rammer, som giver afstand til hverdagen og mulighed for at få konkret viden: Brug pigernes kompetencer Hjælp pigerne med at sætte fokus på forandringer Kilde: Rapporten ‘Det er jo bare mit liv jeg skal have styr på’. Tidligere vilde pigers erfaringer og fortolkninger af deres virkelighed. Af Nina Monefeldt Wittendorff. UFC Børn og Unge, 2007. Kan bestilles hos Servicestyrelsens Børn og unge Enhed, tlf. 72423700
|