Laila brød tabuet om sit misbrug

• Email
• Print

Arbejdet var hele min identitet. Havde jeg mistet det, var jeg gået fuldstændig ned. Sådan siger Laila Lyngsøe. Hun er nu 57 år og ansat som socialpædagog i Brejning på CFBB, Katrinehøj Beskæftigelsescenter for voksne med nedsat funktionsevne, fysisk og psykisk.

Hun tænker tilbage på den tid, hvor hendes kolleger både var dem, der greb ind over for hendes misbrug, men samtidig også dem, der troede på hende og fastholdt hende i, at hun fagligt var ok.

–Jeg har arbejdet med mennesker med nedsat funktionsevne i 37 år. I rigtig mange af de år har jeg været misbruger, men i lang tid kunne jeg skjule det, både for familien og på arbejdspladsen. Det begyndte med piller, benzodiazepiner til at sove på og dæmpe min angst – og senere fandt jeg ud af, at netop den medicin virkede ekstra godt, hvis jeg drak øl eller vin sammen med pillerne. Bag ved det hele vidste jeg godt, at det var galt. Mit kendskab til medicin var stort, så jeg havde konstant dårlig samvittighed. Det nagede mig, og jeg tænkte hele tiden: ’Nu skal jeg snart have styr på det’.

Da Lailas arbejdsplads, sygeafdelingen på Brejning, blev nedlagt, blev hun flyttet til en ny afdeling, Bofællesskabet Trindvold afdeling 3b. På den forrige arbejdsplads havde Laila været til en enkelt samtale med ledelsen og tillidsrepræsentanten om, at hun drak, men problemet blev aldrig omtalt åbent. Det var et tabu, selv om alle vidste det. Kolleger og ledelse holdt hånden over hende, men ingen tog det op.

–Rygterne var løbet i forvejen. Vi vidste det altså godt, da Laila kom til vores afdeling, men vi kendte hende også som fagligt utroligt dygtig, så  jeg tænkte, at ’hvis nogen kan håndtere det her, så kan vi’, fortæller Rita Møller Nielsen, der blev Lailas nye leder.

–Vi var jo ikke omsorgspersoner for ingenting. Vi havde en god personalegruppe, og jeg troede virkelig, vi kunne hjælpe hende. Bare at fyre hende var jo at sparke til en, der allerede lå ned, understreger Rita.

At bryde tabuet
De er to socialpædagoger på aftenvagt, den ene er Laila. Hendes kollega kan se, at den er helt gal, da Laila sætter sig på hug foran en beboer og taler uklart og vrøvlet. Det er tydeligt, at Laila er fuld, hele hendes væremåde udstråler det. Kollegaen griber hende i skulderen og trækker hende væk fra beboeren. Resten af vagten sørger hun for, at Laila kun arbejder i køkkenet med opvask og oprydning og ikke har med beboerne at gøre.

Episoden er genfortalt af en af Lailas tidligere kolleger. Rita bekræfter, at det var sådan arbejdspladsen i en periode forsøgte at hjælpe Laila igennem, nemlig ved at holde hånden over hende – og holde hende væk fra beboerne, når hun blev taget i at være fuld.

–Men da vi først tog rigtig hul på tabuet, var Laila selv meget åben om det. En af de måder, vi brød det på, var ved at beslutte, at Laila ikke skulle i aftenvagter mere. Problemerne opstod nemlig altid, når hun skulle møde kl. 15, for hun magtede ikke at gå alene derhjemme om formiddagen uden at begynde at drikke, og så risikerede vi, at hun kom beruset på aftenvagt, husker Rita.

–De ringede efter mig en aften, hvor Laila var fuld. En kollega havde grebet ind og sendt hende ned i kælderen for at sove. Så tog jeg hen og snakkede med hende. Det var ikke på det tidspunkt en officiel advarsel for jeg ville strække mig langt for den pige, men beboernes sikkerhed og personalets trivsel stod jo øverst.

Hvis Laila ville drikke på arbejdspladsen eller gemme spiritus var det også en mulighed, fortæller Rita.

–Der var jo ingen alkoholpolitik på det tidspunkt, hverken for beboere eller personale. Det er først senere, at der blev anderledes strammet op på det område. Beboerne måtte gerne drikke, og spiritus stod altså frit tilgængeligt i skabene,  men vi registrerede aldrig, om Laila drak af det eller skjulte noget på arbejdspladsen, det havde vi ingen mulighed for. Hun kunne også vælge at gå tur med beboerne alene og bruge det som skjul for at drikke, siger Rita.

På arbejdspladsen voksede bekymringerne da også i forhold til Laila.

–Vi begyndte at holde hende fra en række arbejdsområder, for eksempel håndtering af medicin – vi tog ansvar fra hende. Man manglede jo tillid til, hvad hun kunne klare, men samtidig var hun meget vellidt, også blandt beboerne, og vi kunne ikke få en bedre kollega, når hun var ædru.

To gange blev Laila officielt indkaldt til samtale med sin leder og tillidsrepræsentanten. Hun fik advarsler, fordi hun kom beruset på arbejde, men der blev ikke lagt nogen behandlingsplan.

–Vi havde ingen politik på området, hvis den slags opstod. Vi havde for eksempel ikke kendskab til, hvilken hjælp hun kunne have fået, så det gik vi ikke ind i. Men jeg vidste, at fyring ikke var nogen løsning. Laila blev holdt oppe af, at hun kunne komme tilbage til sin arbejdsplads, påpeger Rita.

Facaden revner
Hjemme hos Laila var familien ved at gå i opløsning. Hendes to børn og hendes mand var ulykkelige over at følge hendes misbrug.

Lailas datter, der nu var teenager, pressede på for at få sin mor til at gå i behandling.  I en længere periode forsøgte Laila sig også med antabus  og et kontrolleret alkoholforbrug, men det førte hurtigt til, at hun begyndte at snyde.

–Jeg var virkelig dygtig til at snyde, fandt på alle mulige fiduser og løgne, det var helt ude af kontrol, jeg kunne slet ikke styre det, erindrer Laila. 

I et par perioder var hun kortvarigt indlagt på psykiatrisk afdeling på Vejle Sygehus.

–Det gav mig fred, jeg fik omsorg og forståelse, men mit alkoholforbrug spurgte ingen til. Jeg skjulte det. De fokuserede på min angst, men ikke på mit misbrug.

Rita, Lailas daværende leder, husker også perioder med antabus.

–Det forsøgte Laila med flere gange, og så opdagede vi pludselig, at hun var holdt op igen.  Jeg blev også kontaktet af alkoholambulatoriet, der spurgte, om jeg ville give hende antabus. Det sagde jeg ja til, men på det tidspunkt var det så alvorligt, at det aldrig blev til noget. I dag vil jeg nok sige, at den slags bør overlades til for eksempel den praktiserende læge eller hjemmeplejen, det er ikke noget arbejdspladsen skal påtage sig, for man får et medansvar, som er alt for stort, siger Rita.

Nedturen og fremtiden
Laila blev sygemeldt. Hun flyttede fra sin mand og for sig selv i en lejlighed, hvor Rita besøgte hende.

–Det var tydeligt, at hun var ved at synke til bunds. Hun boede stort set uden møbler, hendes flytning var ikke et reelt forsøg på at komme videre, det var vel en slags sidste flugt. Jeg kan huske, hun  sagde, at hun ingen møbler ville have med sig, for børnene skulle ikke have ødelagt deres hjem…

Lailas mand blev i mellemtiden så bekymret for hendes tilstand, at han mødte op og hentede hende og kørte hende til psykiatrisk afdeling. Hun blev afruset – vejede på det tidspunkt kun 45 kg og var tydeligvis alvorligt medtaget.  På sygehuset indkaldte man til et møde om Laila og her bad hun om at få Rita med.

–Sygehuset mente bare jeg skulle komme til hægterne og så sendes på arbejde igen. Det kunne jeg ikke overskue. Derfor var det godt, at der kom mennesker med på mødet, som kendte mig.

Sydgården i Haderslev slog hun til, og i maj 1995 kom hun af sted.

Tilbage med rank ryg
Fire måneder senere var Laila Lyngsøe igen på arbejde. Siden har hun været ædru og ikke rørt alkohol eller medicin. På arbejdspladsen oplevede kollegerne Laila som et nyt menneske.

–Hun var fuldt arbejdsdygtig og kreativiteten blomstrede, husker Rita. Da Laila efter to år valgte at søge en ny stilling på Katrinehøj Beskæftigelsescenter var det med opbakning fra de gamle kolleger.

På mødet var det første gang både familie, arbejdsplads og alkoholkonsulent sad sammen – og nu kom døgnbehandling på bordet som en mulighed.

Laila selv var bekymret, fordi døgnophold ofte er over mange uger. Hun var bange for at blive fyret.

–Derfor var det godt, vi var med. Jeg kunne på arbejdspladsens vegne love hende, at vi ikke vil fyre hende, hvis hun ville give behandlingen en chance, fortæller Rita.

Laila selv husker godt den første tale om døgnbehandling. For hende var det ikke nok at se på alkoholen som en sygdom – hun ønskede, at der skulle kobles terapi på. Da hun fik omtalt den kognitive terapi på behandlingsinstitutionen

For Laila selv var det mærkbart, at hun ikke bare kom tilbage som klogere på sit eget liv. Hun har også kunnet tilføre sin arbejdsplads ny viden.

–Næsten alle kender min forhistorie. Jeg spiller med helt åbne kort, og jeg fortæller gerne om, hvordan det har været for mig at være i behandling. Man kan sige, at jeg kom tilbage med rank ryg, fordi jeg gennemførte terapien.

–Som omsorgspersoner kan det være rigtig vigtigt, at vi lærer at bede om hjælp. Mens jeg var på Sydgården, har jeg lært nogle teknikker, som kan bruges på min arbejdsplads. En af dem er at få snakket ordentligt med hinanden og få spurgt til hinanden, også når det er svært, siger Laila Lyngsøe.