Lindevang vinder pris
f:nyt - Døgninstitutionen Lindevang i Helsingør modtager pris for godt psykisk arbejdsmiljø
Den socialpædagogiske institution Lindevang i Helsingør har netop vundet Arbejdsmiljøprisen 2011, der uddeles af Arbejdsmiljørådet.
Lindevang har modtaget prisen i kategorien ‘psykisk arbejdsmiljø’ for at have investeret massivt i det psykiske arbejdsmiljø, og i sin begrundelse for at give Lindevang prisen skriver dommerkomiteen, at man på Lindevang har vist, at investeringerne betaler sig:
– Ledelse og medarbejdere har i fællesskab erkendt behovet for en omfattende ændring i arbejdspladsens kultur og på den baggrund gennemført en omfangsrig og systematisk indsats. Lindevang har ikke blot arbejdet med utrygheden omkring voldsepisoder og trusler, men i høj grad også utrygheden omkring økonomi og frygten for nedskæringer.
Dommerkomiteen har særligt hæftet sig ved, at der på arbejdspladsen er skabt tillid mellem ledelse og medarbejdere. Det er via dialog, medbestemmelse og gennemsigtighed lykkedes at påvirke både bundlinje, faglighed og trivsel i en positiv retning.
Lindevang er en døgnbemandet institution, der arbejder med yngre og voksne psykisk syge, som alle har et krævende og komplekst behov for støtte i hverdagen. Ud over den psykiatriske diagnose har en del også misbrugsproblemer, behandlingsdomme eller selvskadende eller udadreagerende adfærd.
Læs mere på www.amr.dk