U-vending på botilbud

• Email
• Print

For nylig var der julefrokost på botilbuddet Sofie Marie i Ringsted. Medarbejderne slog sig løs på dansegulvet, og 80’er-hitsene flød fra jukeboksen.  

– Kom tilbage til mig, jeg elsker kun dig… Kom tilbage nu… Pludselig blev musikken slukket, og lysstofrørene tændt. Tillidsrepræsentanten, Sabrina Lagermann, ville holde tale:  

– Jeg blev simpelt hen så rørt, da jeg så, hvor glade mine kollegaer var, og da jeg mærkede tilliden mellem os. For jeg kom til at tænke på julefrokosten året før, da vi sad trætte og udmattede og næsten ikke orkede at tale med hinanden. Og hvor vi fx glemte at invitere pedellen og sekretæren med. Sidste år tænkte vi nok alle sammen på at finde et andet job, og nu føler jeg, at Sofie Marie er en arbejdsplads, som jeg gerne vil blive gammel på. Og derfor ville jeg takke ledelsen og mine kollegaer.

Når man læser den offentliggjorte tilsynsrapport fra maj 2010 står det fast, at ikke alt var, som det burde være på botilbuddet for 18 voksne med autisme:  

– Det er tilsynets indtryk, at de ansatte er under pres for at få organisationen og hverdagen til at hænge sammen, står der.

Ingen omsorgssvigt

Og når tillidsrepræsentanten beskriver fortiden, siger hun:  

– Vi har ikke begået omsorgssvigt, for vi har altid haft etikken i orden. Men på et tidspunkt tænkte jeg: Enten skal der ske en radikal forandring eller også bliver det en sag for arbejdstilsynet eller en historie i Ekstra Bladet.

Også for de almindelige medarbejdere var det hårdt at gå på arbejde, da stedet for halvandet års tid siden var præget af sygemeldinger og deraf følgende vikarer – og der, som der står i tilsynsrapportens afsnit om magtanvendelser: ‘I to af tilfældene har der været tale om episoder, hvor medarbejderne har følt sig truet med efterfølgende behov for krisehjælp.’ Tillidsrepræsentanten vurderer i dag, at der var mange flere end de to, der var i krise.

Socialpædagog Hannekia Foged fortæller:  

– Jeg kunne mærke en utilpashed i kroppen, når jeg mødte ind på arbejde. Er det nu mig,

der sker et eller andet overfald på, mens jeg står alene? Samtidig følte jeg heller ikke, at jeg kunne leve op til alle de arbejdsopgaver, jeg kunne se, der var. Jeg følte ikke, jeg kunne give beboerne det, de havde brug for, med de ressourcer, der var.

Krav til lederen

Sabrina Lagermann blev først valgt som tillidsrepræsentant sommeren 2010, da Sofie Marie stod uden fast ledelse, og der i stedet blev hyret en konsulent til midlertidigt at overtage styringen.

Sammen med arbejdsmiljørepræsentanten og tre andre kollegaer sendte hun et brev til bestyrelsen og Marie-fonden, der driver Sofie Marie, hvor de skrev, hvilken leder de havde behov for.

– Det skulle være en, der havde ledelsesmæssige og organisatoriske kompetencer, og samtidig havde en høj faglighed med kendskab til autismeområdet, fortæller hun.

Som tillidsrepræsentant var Sabrina Lagermann også med til at læse ansøgningerne igennem til stillingen som forstander – sammen med arbejdsmiljørepræsentanten og repræsentanter fra pårørenderåd og bestyrelse.  

– Og jeg må sige, at vi læste dem med meget kritiske øjne.

Valget faldt på Rikke Christensen, der kom fra en stilling som teamleder indenfor autismeområdet.

– Jeg havde længe overvejet at søge en forstanderstilling, og da jeg så tilsynsrapporten fra Sofie Marie blev jeg sikker i min sag. Da jeg læste om højt sygefravær, frustrationer blandt medarbejdere og en voldspolitik, der gik ud på at ringe efter politiet eller vagtlægen, tænkte jeg: ‘Det kan jeg gøre bedre.’

Da Rikke Christensen tiltrådte 1. januar 2011 var den værste brandslukning i forhold til beboere med udadreagerende adfærd overstået, idet to beboere var blevet visiteret til andre tilbud. Men der var nok af andet at tage fat på, blandt andet et økonomisk efterslæb og et sygefravær, der i 2010 lå på 22 pct.  

Overskud til pædagogik

Rikke Christensen ansatte som noget af det første souschef, Anne-Grete Houmøller, der også kom fra en stilling som teamleder. Når forstanderpar ret ser tilbage, har 2011 været det sjoveste og mest hektiske år i deres arbejdsliv.  

– Der er sket så meget, at jeg dårligt kan huske det alt sammen, fortæller Rikke Christensen:  

– Vi har lavet 7000 ting. Lige fra organisering af teams til en ny telefonbog med numre på pårørende, sagsbehandlere osv. Fra sommerhustur med fælles udviklingssamtaler til en ny arbejdsplan, nye faste aktiviteter for beboerne og ansættelse af en kost- og ernæringsassistent.

Rikke Christensen og Anne-Grete Houmøller har haft tre overskrifter for deres arbejde: Organisering, teamsamarbejde og faglighed.  

– Og det skulle vel at mærke komme i den nævnte rækkefølge. For det nytter ikke at bruge mange penge på store, dyre autismekurser, hvis man ikke kan finde telefonnummeret på en beboers mor og / eller personalet ikke kan finde ud af at samarbejde. Og den tankegang har været lidt af en øjenåbner for forældre og personale, for jeg tror, at de fleste tænkte, at fagligheden skulle komme først, siger Rikke Christensen, der bliver suppleret af Anne-Grete Houmøller:   

– Når man er velorganiseret, er der tid og overskud til alt det andet. For som vi siger: Vi vil da meget hellere diskutere pædagogik end rende og lede efter telefonnumre.

Blandt de ting som forstanderparret har organiseret anderledes, er arbejdsplanen: Før var der ofte tre på arbejde om dagen, hvor mange beboere er væk, og kun to om aftenen. Nu er timerne lagt om, så der er flest på arbejde, når beboerne er hjemme. Før var der også mange, der havde overarbejde med deraf følgende overarbejdsbetaling – nu er overarbejde en sjældenhed, og der er i stedet flere fastansatte.  

Lydhørhed

For socialpædagog Hannekia Foged er det dog ikke kun organiseringen, der har haft stor effekt – men også den måde, hun er blevet mødt af forstanderparret.

– Noget af det første, jeg lagde mærke til ved Rikke og Anne-Grete var, at de signalerede tid og lydhørhed. Jeg mærkede nærvær og oprigtig interesse, da jeg præsenterede en eller anden faglig problematik. Der var en følelse af: Hvordan løser vi det her sammen? I dag betyder det meget, at jeg får indflydelse, feedback og bliver set og forstået som menneske og medarbejder – samtidig med, at der bliver stillet krav. Og det er det samme med teamtankegangen: Vi er ikke alene mere, siger hun.

Arbejdet på Sofie Marie er nemlig blevet organiseret i teams, der på længere sigt skal være meget selvkørende, sådan at de fx selv styrer timer og et budget. Ledelsen ønsker, at medarbejderne kender hinanden godt.   

– Vi lægger vægt på åbenhed, for via åbenhed, får man kendskab til hinandens kompetencer og udviklingspotentiale. Når vi er bevidste om dette i forhold til os selv og vores kolleger, opnår vi bedre resultater i dagligdagen – for sammen kan vi mere end hver for sig. Fx er det i orden at sige højt, at ‘jeg er nødt til at have hjælp, når jeg skal lave handleplaner, for jeg er ikke ret god til at skrive.’ Med udviklingssamtaler i teams kommer den slags på bordet. Desuden er dét en rigtig god træning i feed back, siger Anne-Grete Houmøller.  

Faste aktiviteter

En anden væsentlig forandring er, at der nu er faste aktiviteter for beboerne hver eftermiddag og aften.

Hannekia Foged fortæller:  

– Vi måtte selv bestemme, hvilke aktiviteter vi ville tilbyde, bare vi tilbød nogle, og først tænkte jeg: ‘Hvordan skal vi få tid til det?’ Vi havde i forvejen så mange arbejdsopgaver, og vi ville fx også have faste ugesamtaler med beboerne, men så satte Rikke en retning for os: At nu skulle vi prioritere aktiviteterne frem for ugesamtalerne, og det er faktisk endt med, at begge dele kan lade sig gøre, fordi vi er blevet bedre til at planlægge. Selv har jeg wellness hver mandag. Vi giver fodbad, klipper negle, lægger neglelak og alt sådan noget, og det er endt med at blive et dejligt frirum – noget der giver os et løft.

I det hele taget har Rikke Christensen og Anne-Grete Houmøller også lagt vægt på at vende stemningen på Sofie Marie.  

– Da vi kom, var stemningen meget alvorlig, men nu ler vi rigtig meget – også af det, der ikke er sjovt, siger Rikke Christensen.

Alt i alt vurderer såvel tillidsrepræsentant som ledelse, at det er lykkedes at bryde den onde cirkel.

– Det kan blandt andet måles på sygefraværet, der er faldet markant til ni procent – og skal falde yderligere, siger Rikke Christensen.

For Hannekia Foged kan forandringerne mærkes i maven:  

– For mig har det ikke tidligere været så tydeligt, hvor meget en god ledelse betyder, men det er faktisk afgørende. Nu har jeg mere overskud og tænker ikke så meget på arbejdet, når jeg har fri – og når jeg gør, er det med glæde i stedet for at være tynget af det.

Sabrina Lagermann supplerer:  

– Nu er der masser af spas og humor i huset samtidig med, at arbejdet virkelig bliver gjort. Jeg kan se mig selv i øjnene hver dag, og jeg er fagligt stolt af det arbejde, vi leverer.