Og vinder-hilsenen er…
Sommeren blev noget gråmeleret i det, men ét sted strålede solen: i feriehilsenerne på Socialpædagogens bagside. En af hilsnerne vandt en præmie…
Send er feriehilsen til kollegerne, lød opfordringen her fra redaktionen forud for sommerferien, og i somme rens løb har vi bragt tre hilsener på bladets bagside. De var illustreret af en glødende, gul sol – og godt det samme: Det var lidt mere gråt og vådt i vejret, end de fleste af os havde håbet på, ikk’?
Nu er sommeren ved at regne af, og PRIK’en er tilbage på bagsiden – og så skal der selvfølgelig kåres en vinder af den konkurrence, der var en del af spøgen. Blandt de offentliggjorte hilsener ville en af arbejdspladserne får besøg af en journalist og fotograf fra nærværende fagblad.
Nu har lykkens gudinde været i aktion, og vinderen – eller vinderne – blev forstander Rikke Christensen og souschef Anne-Grethe Houmøller, der fra Rikkes gamle campingvogn sendte en opildnende hilsen til alle medarbejderne på Sofie Marie.
Sofie Marie i Ringsted er et af Mariehjemmene og er et bofællesskab for unge og voksne med autisme.
Fra campingvognen lød en hilsen og en tak for det halve år, hvor de to har siddet ved roret og har arbejdet sammen med de ansatte om at forbedre forholdene, der havde haltet lidt på den relativt nye arbejdsplads.
‘Vi mødte nogle fantastiske medarbejdere, der trods store frustrationer og skepsis i forhold til, om vi kunne stå distancen, rigtig gerne ville hinanden, beboerne og i det hele taget arbejdet på lige netop vores sted. For enhver kunne se, at vi havde alle forudsætninger for at være en virkelig god arbejdsplads med en spændende og kompleks brugergruppe’, skrev de to.
Og nu får både de og medarbejderne mulighed for at fortælle om den proces, arbejdspladsen er ude i, når redaktionen kommer på besøg.