Mediehetz kan være invaliderende
Dårlig omtale i medierne kan være lige så belastende som vold. Det viser ny arbejds- og miljømedicinsk -undersøgelse. Også Socialpædagogerne har medlemmer, der er blevet decideret syge af en tur i den offentlige gabestok
I forbindelse med, at du var udsat for hetz i pressen udviklede du tiltagende psykiske gener, og din tilstand forværredes således, at du havde konstant angst, hjertebanken, indre uro, rastløshed, mundtørhed og anspændthed. Du blev hurtigt træt og din hukommelse og koncentration blev forringet.
Sådan opsummerer Erhvervssygdomsudvalget de lægelige forhold for et medlem af Socialpædagogerne, der sidste år fik anerkendt en arbejdsskade som følge af negativ presseomtale i lokalavisen.
Det sker i omegnen af en eller to gange om året, at Socialpædagogerne får en sag, hvor et medlem mener, at medieomtale er helt eller delvist skyld i en psykisk arbejdsskade, og flere ender med at få erstatning.
Derudover vurderer Socialpædagogernes arbejdsmiljøkonsulent Tine Maj Holm, at endnu flere bliver syge, uden at det fører til en sag:
– Der er nok nogle, der putter sig og undlader at søge erstatning. Måske fordi de selv føler skyld, siger hun.
Som en pistol for panden
At negativ presseomtale kan være endog meget invaliderende, viser en ny undersøgelse, som tre overlæger på Arbejds- og Miljømedicin på Bispebjerg Hospital har gennemført.
De har kigget på i alt 25 sager, hvor der indenfor de seneste ti år er tildelt arbejdsskadeerstatning efter medieomtale. Og der dermed er tale om en varig skade, som fx kronisk angst eller posttraumatisk stress.
Til fagbladet Journalisten siger en af lægerne bag undersøgelsen, professor emeritus Finn Gyntelberg:
– De havde det lige så dårligt som voldsofre, de havde bare ikke været udsat for vold. De havde kun været udsat for medieomtale.
De 25 sager i undersøgelsen er anonymiseret, men Finn Gyntelberg fortæller, at der er tale om mennesker, som ikke var vant til at have med medierne at gøre.
– Det er ikke ledere, tværtimod, det er folk lavt i hierarkiet. Det er underordnet personale. Overvejende i offentlige institutioner. Det er sygehjælpere, det er sosu-assistenter, det er pædagogmedhjælpere og pædagoger, enkelte lærere, sygeplejersker og politifolk, siger han til Journalisten.
Genkendt i lokalområdet
De fleste sager er fra provinsen, langt de fleste fra lidt mindre samfund, og Finn Gyntelberg fortæller, at selv om man fx ikke i første omgang bliver nævnt med navns nævnelse ved alle i et lokalområde lynhurtigt, hvem det handler om.
– Det er ikke nogen ligegyldig sag for folk uventet at blive hængt ud i medierne til spot og spe i lokalsamfundet. Det er helt klart, at det tåler folk ikke. Det kan virkelig give kronisk psykisk skade, siger han til Journalisten.
Janett Brinkmann, der er arbejdsskadekonsulent hos Socialpædagogerne, fortæller, at Erhvervssygdomsudvalget ikke tager stilling til, om en negativ omtale i medierne har været berettiget eller uberettiget – kun om personen er blevet syg som følge af arbejdet.
– Og for mange socialpædagoger kan det være en stor psykisk belastning at blive kritiseret fagligt, fordi de tager det meget personligt, siger hun.
Behov for støtte
Hård kritik på fx et personalemøde kan være en kraftig belastning, men når kritikken kommer ud i medierne, kan det være endnu værre, fordi man så ikke har helle nogen steder. Arbejdsmiljøkonsulent Tine Maj Holm siger:
– Det kan være en stor belastning, når skellet mellem arbejdsliv og privatliv bliver brudt ned, fordi journalister fx ringer op på den private telefon eller lægger breve i den private postkasse. Ligesom det kan være en hård belastning, hvis man fx ikke kan gå ned og købe ind uden at få kommentarer.
En af konklusionerne på undersøgelsen fra Bispebjerg Hospital lyder:
‘Forebyggelsesmæssigt bør journalister være varsomme med at hænge personer ud i pressen, især når det drejer sig om nogen, som ikke er vant til at være i mediernes søgelys. Ligeledes bør personer, der har været udsat for dette, have bistand til at håndtere udhængningen og måske tilbydes støttende behandling.’