Risikovurdering som fælles tryghedsplan
Det socialpsykiatriske bo- og behandlingstilbud Lunden risikovurderer nu alle beboere ved hjælp af et redskab, som stedet selv har udviklet. Redskabet har form af et spørgeskema, der udfyldes i dialog med beboerne, som involveres aktivt i forebyggelse af voldsom adfærd
Bliver du nogensinde udadreagerende i din adfærd? Sådan lyder første spørgsmål i et nyt skema til risikovurdering, som bo- og behandlingstilbuddet Lunden tog i brug ved årsskiftet.
Er svaret ja, bliver beboerne spurgt om, hvad der har ‘trigget’ adfærden, og om fx en gåtur kan hjælpe, hvis de en anden gang er på nippet til at koge over.
Den enkelte beboer bliver også spurgt, hvordan vedkommende ønsker, at personalet skal gribe ind i tilfælde af voldsom adfærd, og hvad medarbejderne i hverdagen kan gøre for at forebygge den.
Lunden har adresse i Brøndby på Københavns vestegn og er et højt specialiseret socialpsykiatrisk tilbud i Region Hovedstadens Psykiatri. Stedet har 36 beboere og medarbejderstaben på 65 tæller omkring 20 socialpædagoger. Beboerne bor typisk på Lunden i en årrække. Alle har en psykiatrisk diagnose, de fleste slås også med misbrugsproblemer, og op mod to tredjedele har en behandlingsdom. Det er baggrunden for, at stedet har valgt at indføre det nye redskab til risikovurdering, der også kaldes en tryghedsplan for beboere og medarbejdere.
– Vores beboere har det svært. Derfor kan der opstå situationer, som kan udvikle sig voldsomt, hvis vi ikke er dygtige nok til at tackle dem, siger Jan Sørensen, der er tillidsrepræsentant for socialpædagogerne på stedet.
Siden 2006, hvor to medarbejdere på nattevagt blev overfaldet og kom slemt til skade, har der ikke været alvorlige voldsepisoder på Lunden, og antallet af hændelser med udadreagerende adfærd er ikke alarmerende højt. På det seneste har en enkelt beboer på stedet trukket statistikken op, men normalt sker det i snit én til to gange om måneden, at beboere i vrede eller frustration fx spytter, truer verbalt eller kaster med potteplanter. Fysisk vold er sjælden.
– Med vores målgruppe og beboernes historik er der imidlertid en potentiel risiko for voldsomme hændelser. Vi skal derfor hele tiden være meget opmærksomme på at forebygge, og hvis situationerne alligevel opstår, skal vi kunne håndtere dem på den bedst mulige måde – både i forhold beboeren og i forhold til vores egen sikkerhed. Derfor er alle medarbejdere også uddannede i konflikthåndtering og voldsforebyggelse, siger viceforstander på Lunden, Mia Fatum.
Ser ikke isoleret på risiko
Sammen med en udviklingskonsulent fra Lunden deltog Mia Fatum sidste år i et udviklingsinitiativ med fokus på risikovurdering.
Projekt Vold som Udtryksform under Socialt Udviklingscenter SUS samlede repræsentanter fra 12 arbejdspladser for at give dem mulighed for at dele erfaringer og hente inspiration til, hvordan sociale bo- og servicetilbud kan arbejde med risikovurdering.
Her blev de bl.a. introduceret til den såkaldte Brøset-model (BVC). Det er et screeningsredskab, hvor personalet observerer borgerens adfærd og måler, hvor højt vedkommende scorer på en skala, der giver et billede af risikoen for aggressive udfald.
Brøset og lignende scoringssystemer på ‘markedet’ stammer oprindelig fra hospitalspsykiatrien. På grund af et stort flow af patienter, som personalet ikke nødvendigvis kender i forvejen, kan der her være behov for nogle hurtige screeninger, fortæller Mia Fatum.
Lunden er derimod et sted, som er beboernes hjem over en lang periode. Med opbakning fra samarbejdsudvalget valgte man derfor her at gå i en anden retning og designe et redskab, hvor man ikke ser isoleret på risiko, men også arbejder med udvikling.
– På Lunden er vi optaget af det relationelle og af dialogen, så den enkelte beboer kan deltage aktivt i, hvordan vi forebygger og tackler de tilspidsede situationer, siger Mia Fatum.
Jan Sørensen har arbejdet på Lunden i en årrække og fortæller, at medarbejderne i dagligdagen altid har holdt et vågent øje med ændringer i beboernes sindstilstand, der kan være tegn på, at noget er under opsejling.
Før det nye spørgeskema blev taget i brug, har personalet også haft adgang til oplysninger om tidligere hændelser af aggressiv karakter, der fx kan have udløst en behandlingsdom.
– Men risikovurderingen foregår nu systematisk og omfatter alle. Der er ikke nogle, der kan smutte igennem ‘nettet’. Skemaet kan vi dels bruge som redskab til at arbejde fornuftigt med at neddrosle de her situationer, så de ikke går hen og bliver farlige. Samtidig sender det et signal om, at vi bekymrer os om beboerne, og at vi gerne vil hjælpe dem. Det tror jeg i nogle tilfælde kan være voldsforebyggende i sig selv, siger han.
Skal ske med konduite
Siden januar har det været fast procedure, at spørgeskemaet skal være udfyldt senest en måned efter, at en ny beboer er flyttet ind. Men også de ‘gamle’ beboere på Lunden er omfattet af initiativet og har udfyldt skemaet.
– Nogle bliver rigtig glade for det og forholder sig meget konkret til spørgsmålene, fordi de godt ved, at de en gang imellem har brug for hjælp. Andre er knap så aktive og stiller sig en lille smule undrende an, fordi det er nyt for dem, eller fordi de ikke helt forstår det. Og så er der nogle, som skemaet kan provokere lidt, fortæller Jan Sørensen.
Et eksempel på sidstnævnte er en beboer, der har boet på Lunden i lang tid. Han var ikke vild med at skulle forholde sig til spørgsmål om udadreagerende adfærd.
– Denne beboer følte sig generet af, at vi kunne finde på at komme og spørge om den slags ting, fordi han ikke mente, at de var i spil længere. Det kan man jo så altid diskutere. Men når man præsenterer det her, skal det ske med en vis konduite, især når det gælder beboere, der har boet her i rigtig mange år, siger Jan Sørensen.
Når skemaet skal udfyldes, er det derfor vigtigt at finde en medarbejder, der har gode relationer til beboeren – plus den rette timing.
– Der skal være lidt strategitænkning omkring det, for ellers kan vi udløse det modsatte af det, der var hensigten, siger Jan Sørensen.
Nogle af beboerne kan regulært ikke huske tidligere episoder, hvor de har reageret aggressivt eller voldeligt, fordi de har befundet sig i en stofrus. De kan også have været psykotiske og påvirkede af vrangforestillinger eller stemmer. Andre har ikke lyst til at tale om episoderne, fordi de er forbundet med skam og fordømmelse fra omgivelserne.
Dertil kommer, at de i hospitalspsykiatrien kan have haft ubehagelige oplevelser med fx bæltefiksering. Ikke alle kan skelne imellem hospitals- og socialpsykiatri, og nogle kan derfor være bange for, hvad en risikovurdering kan føre til, fortæller Jan Sørensen.
Fortløbende proces
I den del af skemaet, hvor beboerne kommer med bud på, hvordan medarbejderne skal agere, hvis de nærmer sig det røde felt, kan de fx angive, om personalet skal trække sig, blive hos dem, følge dem tilbage i boligen, tale eller holde mund.
Derudover peger nogle beboere fx på konkrete medarbejdere, som de gerne vil have hjælp af, og en enkelt har givet udtryk for, at han kun ønsker indgriben fra kvinder.
– Ønskerne er meget forskellige, og de giver os nogle guidelines for, hvad der virker konfliktnedtrappende i forhold til den enkelte, siger Mia Fatum.
I konceptet ligger, at spørgsmålene i skemaet skal gennemgås igen, hver gang der har været en episode af voldsom karakter, så det forebyggende arbejde bliver en fortløbende proces.
– Hvis en beboer har bedt os om at handle på en bestemt måde i tilspidsede situationer, og det ikke virker, må vi spørge hinanden, hvad vi så gør. På den måde skaber vi en fælles refleksion mellem beboere og medarbejdere, der hen ad vejen gerne skulle afstedkomme, at vi nærmer os det, der hjælper, siger Mia Fatum.
I forhold til et par beboere med flere tilfælde af udadreagerende adfærd har det ifølge Mia Fatum givet pote, at ‘gensnakke’ risikovurderingen og finde nye måder at håndtere konfliktfyldte situationer på. Tilbagemeldingen fra Lundens teamledere lyder, at medarbejdere og beboere i fælleskab er blevet klogere undervejs.
– De skemaer, der ligger nu, har et andet indhold end i starten. Der er udviklet på dem, så de er blevet mere kvalificerede og virker langt bedre, siger hun.
Hvis der ikke er episoder med voldsom adfærd, er det planen, at de spørgeskemaer, beboerne udfylder, skal revurderes efter et år. Men Jan Sørensen ser gerne, at skemaerne kommer på banen oftere. Fx i forbindelse med beboerudviklingssamtalerne hver tredje måned, så samtalerne omkring risikovurdering i højere grad kan integreres i det relationsopbyggende arbejde og den pædagogiske praksis.
Må gerne finpudses
På baggrund af de foreløbige erfaringer ser Jan Sørensen det nye redskab som et godt og brugbart redskab, som dog gerne må finpudses lidt.
– Det må ikke bare blive afkrydsning, og det er det heller ikke. Men skemaet kan godt blive lidt mere smidigt og spørgsmålene lidt mere forståelige, så beboeren kan se det positive i risikovurderingen og fx ikke bliver bange for den, siger han.
Jan Sørensen pointerer også, at beboernes anvisninger på, hvordan personalet skal agere i en tilspidset situation, ikke altid holder, når de er i affekt.
– Der er jo ikke 100 pct. garanti for, at det kan lade sig gøre i situationen, og at det er hensigtsmæssigt. Den faglige vurdering skal derfor altid være med i spil, når situationerne opstår, for begynder vi at operere ud fra standarder, kan det for alvor gå galt, siger han.
Hvornår og hvordan effekten af det nye redskab skal evalueres, er endnu ikke lagt fast. Men viceforstander Mia Fatum forestiller sig ikke, at der vil blive målt på, om antallet af episoder med udadreagerende adfærd generelt går ned.
– Vi får hele tiden nye beboere ind, og derfor er det svært at sammenligne det ene år med det andet. Fx har vi lige fået en gruppe af unge med lidt andre problemstillinger end dem, der har boet her længe. Men måske kunne man gå ind og evaluere på den enkelte beboer og supplere med noget kvalitativt, hvor man spørger dem, hvilken gevinst de har haft af det, siger hun.