icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Arbejdsmiljø

Skadesager skal gå om

Efter de mange fejl i Arbejdsskadestyrelsen skal en række sager nu genoptages – Socialpædagogernes formand kalder sagen ‘dybt rystende’

  • Af Jens Nielsen
  • 15-2014 /

Fejl i halvdelen af sagerne – og så graverende fejl, at afgørelsen ikke ville holde ved en almindelig domstol. Så hård var Kammeradvokatens dom over sagsbehandlingen i Arbejdsskadestyrelsen, hvor der altså blev fundet så store fejl i halvdelen af de 103 gennemgåede sager, at vurderingen lød, at styrelsen ville tabe i retten, hvis det kom til en retssag.

Fejlene har medført, at mange har fået en mindre erstatning end den, de er berettiget til. I enkelte sager har erstatningen været højere end berettiget.

Derfor skal en række sager nu genoptages, og det kan meget vel berøre nogle af Socialpædagogernes medlemmer.

Det handler dog udelukkende om sager, hvor Arbejdsskadestyrelsen har truffet en afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, og hvor denne afgørelse ikke efterfølgende er blevet prøvet hos Ankestyrelsen.

Socialpædagogernes formand Benny Andersen kalder sagen ‘dybt rystende’:

– Desværre er billedet af de mange fejlagtige afgørelser noget, vi godt kan genkende fra vores medlemmers sager, siger Benny Andersen.

– Hvis Kammeradvokatens stikprøve er repræsentativ, er det hver anden sag. Det er rigtig mange mennesker, der dermed er blevet snydt for den erstatning, de har krav på. Og netop erhvervsevnetabet, som er det Kammeradvokaten har kigget på, er der, hvor vi typisk ser de store erstatninger. 

Benny Andersen hilser det velkomment, at der nu bliver taget skridt til at ændre på tingenes tilstand:

– Vi er glade for at ministeren nu handler på området. Det er vigtigt, at der nu rettes op på sagsbehandlingen i Arbejdsskadestyrelsen – og det skal ske uden, at de i forvejen meget lange sagsbehandlingstider stiger. Vi vil følge begge dele nøje, siger Benny Andersen.

Han opfordrer alle medlemmer af Socialpædagogerne, der er i tvivl om, hvorvidt deres sag om erhvervsevnetab er vurderet korrekt, til at kontakte Socialpædagogernes Arbejdsskadeteam. Det er nemlig ikke muligt for Socialpædagogerne at søge alle de relevante sager frem – derfor opfordringen til selv at henvende sig.

Man skal være opmærksom på, at hvis Arbejdsskadestyrelsen genoptager en sag, foretager styrelsen en fuld prøvelse. Det betyder, at den erstatning, man evt. har fået, også kan blive mindre eller helt blive ophævet. Man skal dog ikke tilbagebetale erstatning, man allerede har fået udbetalt.

Men før det evt. kommer dertil, kan Socialpædagogernes arbejdsskadeteam hjælpe med en vurdering af, om det er relevant at bede Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage sagen. 


Kontakt arbejdsskadeteamet på tlf. 7248 6040 eller på mail til arbejdsskade@sl.dk. Få vejledning hos Arbejdsskadestyrelsens hotline på tlf. 7220 6220.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdsmiljø