Vold mod pædagoger skal registreres
Beskæftigelsesministeren vil have volden mod socialpædagoger talt op. ‘Vi er glade for, at ministeren har lyttet’, siger Socialpædagogernes formand
Under et håndgemæng mellem en medarbejder og en beboer, skubber beboeren medarbejderen, så han falder og slår hovedet i gulvet og kommer på hospitalet. I statistikken står der, at medarbejderen fik en arbejdsskade, fordi han faldt på gulvet. Der står ikke noget om, hvorfor han faldt. Så ulykken bliver ikke registreret som det, den er, nemlig en voldsrelateret arbejdsulykke.
Socialpædagogerne har ved flere lejligheder gjort de ansvarlige myndigheder opmærksom på, at en del arbejdsulykker slet ikke bliver registreret. Det betyder bl.a., at man ikke har et samlet overblik over voldsrelaterede arbejdsulykker, og derfor er det også svært at forebygge ulykkerne.
Beskæftigelsesminister Henrik Dam Christensen (S) har lyttet til kritikken, og fra årsskiftet skal Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet registrere vold mod offentligt ansatte.
– Vi ser en kraftig stigning i omfanget af vold mod offentligt ansatte, og den tendens skal bremses. Det er helt uacceptabelt, at medarbejdere skal gå på arbejde og risikere at blive udsat for trusler og ligefrem vold. En metode til at forebygge er at blive klogere på, hvornår vold og trusler opstår, siger beskæftigelsesministeren til Jyllands-Posten.
Helt konkret betyder det, at arbejdsskader skal nuanceres i registreringen, så det fremgår, om skaden skyldes vold. Er det tilfældet, kræver den nye form for registrering en uddybning af, hvordan det er sket. Om volden skyldes overgreb fra en patient, en beboer, en pårørende eller eventuelt en kollega?
Socialpædagogerne er glade for, at beskæftigelsesministeren har lyttet.
– En bedre og mere systematisk registrering af arbejdsskader og deres årsag vil give en langt bedre viden om, hvorfor det sker – og dermed også hvordan det undgås, siger Socialpædagogernes formand Benny Andersen.
– Vores medlemmer oplever alt for ofte at blive udsat for vold, når de går på arbejde. Det er en uacceptabel situation, som vi gerne vil have løst. Og et væsentligt skridt på vejen er, at vi bliver bedre til at registrere, hvad der sker. Statistikken vil give os vigtig viden om, hvornår det sker og hvorfor.