Jeg følte mig som en spedalsk
For 12 år siden blev Laila overfaldet med kniv, da hun passede sit arbejde på en akut-institution. I dag er hun førtidspensionist med diagnosen PTSD. Hendes største bøn er, at der skal sikres ordentlige normeringer og bedre visiteringer
De første dage arbejdede Laila videre som om intet var hændt. Godt nok havde en 15-årig dreng presset en kniv mod hendes hals i 20 minutter. Og godt nok havde hun troet, at han ville slå hende ihjel. Men i Lailas selvforståelse, skulle der meget mere til for at slå hende ud.
Det var først, da hun var på vej på arbejde og skulle ned ad en lang trappe, at kroppen sagde stop.
– Om jeg så havde fået en mio. kr. for det, kunne jeg ikke gå ned ad den trappe, siger hun.
I dag er Laila førtidspensionist med diagnosen PTSD, og hun har for altid opgivet at vende tilbage til arbejdet som pædagog, selvom hun med egne ord ‘elskede de dumme unger’. Hun har glæder i hverdagen, hvor hun fx finder mening i arbejdet som frivillig, men hun er hele tiden i forhøjet alarmberedskab og bliver meget nemt nervøs.
Når man spørger Laila, hvad der i hendes øjne er allervigtigst at sætte fokus på i forhold til pædagoger og PTSD, lyder svaret: Normeringerne.
– Normeringerne skal være i orden. På min gamle arbejdsplads havde vi engang et ubegrænset vikarbudget, fordi vores unge var så belastede, men det blev ændret på grund af besparelser. Og dengang jeg blev overfaldet, var jeg alene på arbejde med en lille praktikant-pige, der indgik i normeringen. Masser af overfald kan forebygges, hvis man er flere på arbejde, siger hun.
Derudover mener Laila, at der skal være en ordentlig visitering, så mennesker med psykiatriske diagnoser ikke bliver indskrevet på steder uden de rette kompetencer.
Og så mener hun, at arbejdspladserne på den lange bane skal blive bedre til at tage hånd om kollegaer, der har været udsat for traumatiserende oplevelser.
– I begyndelsen gjorde de det sådan set godt nok, men så snart det stod klart, at jeg ikke kunne komme tilbage og skulle fyres på grund af den lange sygemelding, ophørte kontakten totalt, selvom jeg havde arbejdet der i 19 år. Jeg havde slet ingen kontakt med tidligere kollegaer, og det havde jeg brug for. Jeg følte, at de så mig som en spedalsk. At jeg og min historie repræsenterede noget, som de måske selv var bange for – og som de derfor ikke ville se i øjnene. Når skaden er sket, er det ikke længere nogens problem – ud over, at det er dit eget problem.
Laila har ikke ønsket at stå frem med efternavn.