Kvælertag vendte op og ned på alt
Fire år efter et voldeligt overfald på en specialskole fik Catrine Østergaard Guillouët anerkendt, at hun lider af PTSD. I dag har hun helt skiftet spor i karrieren – i erkendelse af, at hun aldrig vil kunne holde til jobbet som socialpædagog igen
Der var sket et skred. Eleverne på specialskolen for autistiske børn og unge var gennem et par år blevet mere og mere grænsesøgende og udadreagerende, og socialpædagog Catrine Østergaard Guillouët kunne godt mærke, at hun havde lidt flere af de dage, hvor hun følte sig tyndslidt og udfordret på sin faglighed.
Alligevel var hun aldrig i tvivl om, at hun havde det helt rigtige job – og at hun var god til sit arbejde.
Lige indtil den dag i august 2006, hvor der blev vendt op og ned på alting. Da en 15-årig elev gik i sort midt i madlavningen. En elev som Catrine Østergaard Guillouët var kontaktperson for.
– Jeg sad og lavede administrativt arbejde, da jeg blev kaldt ud i køkkenet af en vikarkollega, fordi den pågældende elev var meget vred og optrådte verbalt truende. Da jeg kom ind i køkkenet, stod han med en stor køkkenkniv og en bunke hakket oksekød og råbte, at han advarede os for sidste gang. Jeg tog med det samme ansvaret for at få afværget konflikten, for der var også andre og yngre elever i køkkenet, fortæller Catrine Østergaard Guillouët, som på det tidspunkt havde været ansat på specialskolen i fem år.
Den 15-årige elev kastede sig over hakkekødet, som han aggressivt æltede mellem hænderne. Pludselig smed han kødet og fór målrettet hen til Catrine Østergaard Guillouët.
– Det gik lynhurtigt. Han tog kvælertag på mig og klemte så hårdt om min hals, at jeg ikke kunne råbe om hjælp. Gudskelov kom der en mandlig kollega forbi på gangen, og han fik mig fri og bad mig om at løbe væk fra køkkenet, fortæller Catrine Østergaard Guillouët.
Hun har mange gange efterfølgende undret sig over de tanker, der gik gennem hendes hoved i de sekunder, overgrebet fandt sted.
– Det er mig, der er den voksne. Det er mig, der er pædagog, så jeg må ikke gøre noget ved ham. Sådan husker jeg, at jeg tænkte, mens jeg sad fast i hans kvælertag. Jeg tror slet ikke, jeg for alvor nåede at blive bange.
Akutøvelser og skadestue
I dag hedder arbejdspladsen hjemmekontor – og 40-årige Catrine Østergaard Guillouët har skiftet pædagogikken ud med kommunikation. Hun har for længst erkendt, at hun aldrig skal tilbage til sit tidligere fag. Det fik overfaldet sat en stopper for.
– Jeg fik hjælp lige med det samme efter overfaldet. Jeg snakkede med både en leder og en psykolog på skolen, og jeg blev bedt om at udføre nogle akutøvelser, hvor jeg ligesom rent fysisk skulle ryste overgrebet af mig ved at slå ud i luften og forestille mig, at jeg slog igen. Men selvom jeg gjorde alt det, jeg blev bedt om, følte jeg slet ikke, at jeg rent mentalt var med, fortæller hun.
En kollega kørte Catrine Østergaard Guillouët på skadestuen, hvor hun blev undersøgt af en læge.
– Der var ikke sket noget med mig rent fysisk, og selvom jeg græd rigtig meget, gav jeg nok mest udtryk for, at jeg var ok, og at det ikke var så slemt. Men jeg husker tydeligt, hvordan lægen kiggede mig dybt i øjnene og sagde, at jeg ikke måtte negligere, at jeg havde været i livsfare. Det ramte mig.
Alligevel gik der kun få dage, før Catrine Østergaard Guillouët igen mødte op på arbejdspladsen. Ikke mindst på opfordring af sin leder.
– Hun kontaktede mig og bad mig sige et par ord på det forestående personalemøde for at berolige mine bekymrede kolleger med, at jeg var ok. Så jeg følte, at min leder indirekte tog det som en selvfølge, at jeg var hurtigt tilbage.
Oven i det fik Catrine Østergaard Guillouët direkte at vide af sin leder, at eleven jo aldrig kunne finde på at slå hende ihjel.
– Det gav mig virkelig følelsen af, at overfaldet blev negligeret og fejet ind under gulvtæppet, og at det lå i luften, at jeg lynhurtigt ville være tilbage på jobbet. Det var ligesom en del af arbejdspladskulturen, at den slags var noget, man skulle kunne holde til. Og jeg var måske blevet lidt for tyndslidt efter nogle år, hvor eleverne blev mere og mere voldsomme og krævende at arbejde med, fortæller hun.
Catrine Østergaard Guillouët blev dog hurtigt sygemeldt igen, fordi hun på ingen måde følte sig klar til at genoptage arbejdet. Hun var herefter væk fra jobbet i omkring to måneder, før hun igen arbejdede på fuld tid – og med samme elev, der overfaldt hende – skoleåret ud.
Kunne ikke genkende mig selv
Oplevelsen af, at voldsomheden i overfaldet og følelsen af at have været i livsfare aldrig rigtig blev anerkendt af arbejdspladsen, har fyldt rigtig meget i det videre forløb for Catrine Østergaard Guillouët. Især den faglige stolthed fik et knæk, husker hun.
– En ting var, at jeg selv var rystet over, hvad der var sket. Men det, der fyldte allermest i mit hoved, var, at jeg ikke var dygtig nok til mit arbejde, og at jeg ikke selv havde formået at håndtere situationen, siger hun.
I perioden efter overfaldet oplevede hun, at følelsen af ikke at slå til som pædagog voksede.
– Jeg var der ligesom bare, men jeg præsterede ikke. Jeg holdt mig mere for mig selv, undgik konfliktsituationer – og gik nok og lagde låg på rigtig mange ting i hverdagen for at bevare facaden. Men inden i mig fyldte det rigtig meget, at jeg ikke længere følte, jeg var god til mig fag, og at jeg svigtede mine kolleger, hver gang jeg overlod de svære situationer til dem, fortæller Catrine Østergaard Guillouët.
Langsomt ændrede hun også adfærd – både på jobbet og privat.
– Jeg havde lettere ved at fare op og kunne blive så rasende over små bitte ting. Det var lidt som om, jeg fik mere kant. Jeg tog mig selv i at være langt mere kritisk overfor mine kolleger og den måde, vi arbejdede på, hvilket gav en del sammenstød. Også privat observerede jeg, at jeg var mere hidsig og opfarende end normalt, så faktisk kunne jeg slet ikke genkende mig selv.
Dårlig søvn og ondt i maven
Da skoleåret var overstået i sommeren 2007, valgte Catrine Østergaard Guillouët at sige sit job op for i stedet at blive ansat som almindelig pædagog i en SFO. Men efter bare tre måneder måtte hun erkende, at hun på ingen måde var i stand til at passe sit arbejde.
– Jeg havde det rent ud sagt af helvede til. Jeg græd om morgenen, inden jeg skulle af sted, og når jeg cyklede på arbejde, havde jeg fysisk ondt i maven. Jeg sov dårligt om natten og trivedes slet ikke med at tage ansvar for børnene. En dag gik jeg hjem, fordi jeg pludselig blev voldsomt svimmel – og jeg kom aldrig tilbage igen, fortæller hun.
Efter en periode med sygemelding forsøgte hun sig igen med faget, denne gang som tilkaldevikar på en døgninstitution.
– Jeg havde det lidt sådan, at selvfølgelig kunne jeg holde til at arbejde som socialpædagog, så jeg prøvede virkelig at lade som om, at alt var i orden. Men beboerne var ret voldsomme, og da jeg efter tre uger blev slået i maven, trak jeg stikket. Jeg kunne simpelthen ikke holde til at arbejde i det fag længere.
På det tidspunkt valgte Catrine Østergaard Guillouët at tage kontakt til en socialrådgiver i BUPL, som hun skiftede til fra Socialpædagogerne i forbindelse med sin ansættelse på en specialskole med overenskomst med BUPL. Og det møde satte for alvor gang i tingene.
– Jeg blev sygemeldt med det samme og blev henvist til en psykiater, som efter en ganske kort samtale sagde, at jeg formentlig havde PTSD. Jeg kom hurtigt i medicinsk behandling, og det hjalp markant. Som psykiateren beskrev det for mig, gik jeg rundt med et sår i hjernen, der ikke ville hele, og det sår blev der nu sat et plaster på.
|
PTSD som erhvervsskade Posttraumatisk belastningsreaktion, PTSD, kan anerkendes som en arbejdsskade, hvis du som følge af dit arbejde eller de forhold, som arbejdet er foregået under, har været udsat for traumatiske begivenheder eller situationer af kortere eller længere varighed, der var af en exceptionel truende eller katastrofeagtig natur. For at få diagnosen PTSD skal sygdommen opstå inden for seks måneder efter, at du har været udsat for sådanne begivenheder eller situationer. Det er dog også muligt at få anerkendt forsinket PTSD, hvis symptomerne på PTSD er opstået inden for seks måneder og sygdommen er fuldt ud til stede inden for få år. PTSD, herunder forsinket PTSD, er lige nu den eneste psykiske sygdom, der er optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Kilde: Arbejdsskadestyrelsen. |
Befriende med en diagnose
For Catrine Østergaard Guillouët var det første gang, at begrebet posttraumatisk belastningsreaktion overhovedet blev nævnt. Og hun husker, hvor befriende det var, at der nu endelig blev stillet en diagnose.
– Det var en kæmpe lettelse af få sat professionelle ord på, hvad der var galt med mig, og hvorfor jeg gik rundt og havde det så dårligt. PTSD er jo ikke synligt for andre, og jeg havde nærmest vænnet mig til at have det skidt, være opfarende og sensitiv og bryde sammen fra det ene øjeblik til det andet.
Hendes sag blev kørt som en arbejdsskadesag. Den blev anerkendt, og i 2010 blev Catrine Østergaard Guillouët bevilget både erstatning og revalidering, hvilket gav hende mulighed for at tage en ny uddannelse. I 2012 afsluttede hun diplomuddannelsen som journalist og har i dag sit eget kommunikationsbureau.
Men selvom helbredet og psyken har det godt, og Catrine Østergaard Guillouët på alle måder lever et normalt liv i dag, har hele forløbet været svært at fordøje.
– Tanken om, at det var mig, der overreagerede, har fyldt alt alt for meget. Det er så destruktiv en følelse af gå rundt med, den der med, at det er mig, der er noget galt med. Der kunne jeg godt have brugt et andet beredskab, som kunne befri mig for skyldfølelsen, siger hun og erkender, at det har taget rigtig lang tid at nå frem til en accept af, at hun aldrig længere skal arbejde i et job, hvor hun har pædagogisk ansvar.
– Jeg husker, at en tidligere leder engang sagde til mig, at man som socialpædagog er nødt til at have et visir bygget op omkring sig. Men mit visir var mere eller mindre krakeleret, da jeg blev overfaldet. Jeg var bare ikke selv bevidst om, hvor sårbar jeg var blevet i jobbet. Derfor ramte det mig så hårdt.