Vi accepterer ikke vold og trusler
Faste procedurer, klare aftaler og fokus på personlige relationer forebygger vold og trusler på Lindevang i Helsingør. Det handler om at være opmærksom på potentielle konflikter i tide – og sikre, at traumatiske hændelser ikke får lov til at bide sig fast
Uden for ‘Birthe Jensens’ bolig hænger et lyst fuglehus i træ. Men i stedet for fuglefrø ligger der to cigaretter inde i det lille hus. Birthe har svært ved selv at styre sit tobaksforbrug og har bedt om personalets hjælp til dette, så hver time finder en medarbejder et par cigaretter frem og placerer dem i fuglehuset.
Sådan lyder et konkret eksempel på, hvordan man forebygger vold og trusler på det socialpsykiatriske botilbud Lindevang i Helsingør.
– Førhen udleverede vi to cigaretter i timen, men det var i stigende grad forbundet med ubehag og frygt for medarbejderne, fordi beboeren blev utrolig aggressiv, når hun fik cigaretterne. Vi havde flere og flere registreringer på, at medarbejderne følte sig truede, og derfor besluttede vi os for at finde en anden måde at gøre det på, fortæller Jeanette Lindberg, socialpædagog og tillidsrepræsentant på Lindevang.
I fællesskab fandt teamet omkring den kronisk psykotiske kvindelige beboer frem til, at hun fik dårlig samvittighed, når hun skulle bede om at få sine cigaretter – og det gik ud over personalet.
– Med fuglehuset kan hun selv tage sine cigaretter, og det har fuldstændig ændret hendes adfærd, så vi i dag slet ikke har de konfrontationer og den risiko for trusler og udadreagerende adfærd, som vi havde før. På den måde er et helt enkelt tiltag med til at forbedre hverdagen både for beboeren og for personalet, siger Jeanette Lindberg.
Rettidig omhu
På Lindevang bor 58 beboere. Nogle af beboerne har en dom til behandling, og mange har en dobbeltdiagnose – flere af dem med aktivt misbrug. Hver beboer har sin egen bolig – og de 42 faste bostøttemedarbejdere er fordelt på i alt seks tværfaglige team bestående af socialpædagoger, sygeplejersker og social- og sundhedspersonale. Hvert team har specifikke kompetencer til at håndtere fx skizofreni, misbrug eller konflikthåndtering. Og hvert team har et indgående kendskab til de beboere, de arbejder med, hvilket er en del af metoden til at minimere antallet af episoder med vold og trusler i hverdagen – og dermed undgå, at arbejdet slider for hårdt på medarbejderne.
– Jo mere opmærksomme vi hele tiden er på, hvordan den enkelte beboer har det, jo bedre er vi til at forebygge konflikter. Hvis en medarbejder mærker en ændring i en beboers adfærd, hvor vedkommende pludselig begynder at rykke rundt på møblerne, taler sort, går hvileløst rundt, isolerer sig eller måske virker mere aggressiv, så bliver der hurtigt kaldt til samling i teamet, så vi kan tage hånd om det, fortæller forstander Inge Fjordside.
Det betyder indimellem, at en beboer med dom til behandling forebyggende sendes afsted til akut indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, indtil vedkommende har fået det bedre – for rettidig omhu er med til at skabe tryghed.
– Det handler om at undgå, at beboeren kommer helt derud, hvor det går galt og vedkommende er til fare for omgivelserne. Nogle beboere kan blive helt urimeligt grove og truende i deres adfærd, når de fx er dybt maniske, og der gælder det om at minimere risikoen for, at det går ud over medarbejdere og andre. Når vi beslutter at give den pågældende beboer en time-out nu og her, tager vi konflikterne i opløbet – og så passer vi jo både på medarbejdere og beboere, siger Inge Fjordside.
|
Fakta om Lindevang Lindevang er et socialpsykiatrisk botilbud i Helsingør Kommune. Her arbejder 42 faste bostøttemedarbejdere fordelt på i alt seks tværfaglige team bestående af socialpædagoger, sygeplejersker og social- og sundhedspersonale. På Lindevang bor 58 beboere, hvoraf mange har en dobbeltdiagnose, flere af beboerne her et aktivt misbrug eller en dom til behandling. Hver beboer har sin egen bolig. I 2011 vandt Lindevang Arbejdsmiljørådets pris for at have det bedste psykiske arbejdsmiljø. Læs mere på www.lindevang.dk |
Alt registreres
Selvom Lindevang har helt faste procedurer og klare aftaler om, hvordan man som medarbejder håndterer konflikter, vold eller trusler på arbejdspladsen, så bliver der ofte registreret episoder, hvor der er optræk til et problem. Og alt registreres, understreger arbejdsmiljørepræsentant Kirsten Hansen.
– Vi er meget systematiske med at registrere alt. Er man som medarbejder udsat for en episode eller en særlig udfordring i sit arbejde, registrerer man det med det samme i et afkrydsningsskema, som konflikthåndteringsteamet har udviklet. Skemaerne, som er meget lette og overskuelige at bruge, bliver lagt i en postkasse og kigget på hver eneste dag, siger Kirsten Hansen og tilføjer, at alle registreringer tælles og følges op på.
– Hver måned gennemgår vi registreringer, der fx viser hvor mange beboere, der har skabt konfliktsituationer eller været udadreagerende. Og kan vi se, at der tegner sig et mønster i, hvilke situationer der fx udløser registreringer, så griber vi fat i det involverede team og vejleder dem, så vi kan minimere risikoen for, at der sker noget, siger hun.
Uanset omfanget af en episode bliver der fulgt op på sagen og lavet en score på, hvor påvirket den pågældende medarbejder er på en skala fra et til 10.
– Vi griber altid fat i den pågældende kollega, der har været udsat for noget ubehageligt eller udfordrende, og får en snak om, hvad der er sket, og hvordan han eller hun har det. Derfra tager vi så stilling til, hvorvidt det skal anmeldes som en arbejdsskade, og om der evt. er behov for krisehjælp, lyder det fra Jeanette Lindbjerg.
Aldrig den enkeltes ansvar
På Lindevang fremgår det tydeligt af arbejdspladsens retningslinjer og procedurer, at det aldrig er op til den enkelte medarbejder at vurdere omfanget af konflikten eller tage stilling til, hvad der videre skal ske. Det er altid ledelsens og arbejdsmiljøgruppens ansvar.
– Det må aldrig være den pågældende medarbejder, som har været udsat for en traumatisk episode, som selv skal vurdere, hvor hårdt ramt de er. Derfor er det heller ikke den enkelte selv, der skal tage stilling til, hvorvidt en voldsom episode skal politianmeldes eller føres til døgnrapport – eller om der er behov for krisehjælp, siger Inge Fjordside.
Samtidig bliver der aldrig stillet spørgsmålstegn ved den oplevelse, den enkelte medarbejder har haft, fortæller forstanderen.
– Vi gider ikke supermandssyndromet. Hos os er det aldrig en svaghed, hvis man synes, at man har brug for hjælp. Selvfølgelig sker der ting, hvor den første reaktion godt kan være, nå det var da ikke noget særligt. Men så skal man jo lige huske på, at det måske var nummer ti gang på et år, at en medarbejder blev udsat for en verbal trussel eller en ubehagelig episode i sit arbejde. Og når det hober sig op – lag på lag – så knækker filmen måske, når det sker for tiende gang. Det skal vi til enhver tid tage alvorligt, siger Inge Fjordside og tilføjer, at det først og fremmest handler om at lade den pågældende medarbejder få luft – via debriefing, måske krisehjælp og psykologsamtaler eller snak med kolleger, tillidsvalgte eller en leder.
– De fleste vil jo rigtig gerne tale om, hvordan de har det. Jo mere man får fortalt, hvad der er sket og talt om det, jo mindre bliver den sten, man går rundt med i maven. Og hvis man er sygemeldt efter en traumatisk hændelse, er der ikke nogen tidshorisont – ingen skal føle sig presset til at skulle starte igen efter et par måneder. Vi har flere gange sendt medarbejdere hjem igen, selvom de selv mente, at de var klar til at vende tilbage til arbejde, lyder det fra Inge Fjordside.
Lommealarmer giver sikkerhed
På socialpædagogiske arbejdspladser hedder det ofte, at vold og trusler er et vilkår. Men på Lindevang taler man ikke om vilkår – men om risiko.
– Der er en risiko for, at vi bliver overfaldet, når vi træder ind af døren på vores arbejdsplads. Men det er en risiko – ikke et vilkår. Vi ved godt, at man ikke kan sikre sig ud af alting eller garantere, at der aldrig sker noget. Men vi kan sikre, at vi har en organisation, der tager det dybt seriøst, hvis det sker. Medarbejderne ved, at der bliver handlet og taget ansvar med det samme, og det har stor betydning for sikkerheden, fortæller Jeanette Lindbjerg.
Selvom arbejdspladsen altid har haft et alarmsystem, blev der efter et voldeligt overfald for nogle år siden strammet yderligere op på sikkerheden. I dag har samtlige medarbejdere en alarm – og det gælder alle, som har en funktion i huset, og således også fx håndværkere og vikarer.
– Der er backup på alarmen hele tiden, og derudover har vi modtageralarmer, som dagligt fordeles på syv medarbejdere. De syv skal kunne smide, hvad de har i hænderne og løbe med det samme, hvis en medarbejder aktiverer alarmen, siger Inge Fjordside.
Der er også blevet indkøbt et stort antal af de såkaldte lommy’er, som er lommealarmer, der ryger direkte ind til et alarmselskab, når de aktiveres.
– Fordelen er, at man som medarbejder ikke behøver at fjerne fokus fra det, der sker. Man trykker på alarmen i lommen – og så kan alarmselskabet følge med og høre, hvad der sker. Det giver en enorm tryghed, at man dels sparer vigtige sekunder, hvis det virkeligt går galt, og dels ikke behøver at distrahere eller ophidse beboeren ved fx at foretage et opkald, siger forstanderen.
Der er indkøbt tilstrækkeligt med lommy’er til at dække behovet – og de har alle indbygget GPS.
– Lommy’erne er også til at tage med sig, når man skal ud af huset med en beboer. Derfor er det fast procedure, at man medbringer en, så man kan få hjælp, uanset hvor man er, siger Inge Fjordside.
Det er sjældent personligt
I hverdagen er det oftest verbale trusler, medarbejderne oplever fra beboerne. Kun sjældent bliver de rent fysisk udsat for vold. Men uanset om der er tale om vold eller trusler, bliver der sat en klar grænse for, hvad der tolereres på arbejdspladsen.
– Vi tolererer rigtig meget, men der er en grænse, og den er ikke til forhandling. Og vi har haft episoder, hvor vi har valgt at flytte beboerne til et andet tilbud for at beskytte vores medarbejdere, som aldrig skal gå og være utrygge, føle skyld eller risikere at blive slidt op, fordi de passer deres arbejde, lyder det fra Inge Fjordside.
Selvom der bliver taget hensyn til, at der ofte skal gå lidt tid, inden den berørte medarbejder kommer i nærheden af den beboer, der har været uadreagerende eller truende, skal situationen før eller siden snakkes igennem. For begge parters skyld, forklarer Jeanette Lindberg.
– Nogle gange, hvis beboeren fx er manisk, kan vedkommende simpelthen ikke huske, hvad der er sket. Og det kan faktisk være en stor lettelse for medarbejderen at vide, at overgrebet ikke var personligt. Derfor er det så vigtigt med det møde og den samtale mellem medarbejder og beboer, hvor man hører hinandens historier, og hvor man får gjort det klart over for beboeren, at det aldrig er acceptabelt, når de slår eller truer, siger hun og tilføjer, at beboerne, når de ikke er psykotiske, godt kan forstå, at de har et ansvar for deres opførsel.
– Når beboeren fx siger: ‘Det er stemmerne inde i mit hoved, der får mig til at reagere så voldsomt’. Så kan jeg som medarbejder sige, jamen hvordan skulle jeg kunne vide det? Jeg bliver da rigtig bange, når du truer mig. Den snak er utrolig vigtig. Dels for at forklare beboeren, at det ikke er dem som person men deres adfærd, vi handler på – og dels for at beskytte medarbejderen, som måske har brug for at undgå direkte kontakt med den pågældende beboer i noget tid.
Ok at tilkalde ekstra hænder
I det hele taget har forebyggelse og arbejdsmiljø høj prioritet på Lindevang. Fx har arbejdsmiljørepræsentanterne fået status som arbejdsmiljøledere, hvilket betyder, at de har kompetence til at tilkalde ekstra personale eller tildele akut krisehjælp.
– Yderligere har alle medarbejdere mulighed for at ringe efter en vikar, hvis man oplever, at der er uro eller optræk til konflikt. At få et par ekstra hænder, så man kan have fokus på den beboer, der måske er lidt urolig, er mange gange nok til at forebygge, at konflikter udvikler sig yderligere. Og det, at man som medarbejder ved, at man altid har mulighed for at rekvirere hjælp – det er med til at forebygge, at situationerne slider på en, siger Jeanette Lindberg.
Hver eneste dag er der afsat en time til refleksion for alle frontmedarbejdere, og det gælder både dag-, aften- og natteteamet.
– Det giver alle en mulighed for at blive afgiftet og få luft, inden man går hjem, så man kan vende tilbage næste dag som et helt menneske. Det er der, man sætter sig ned og får talt om, hvad der fylder meget lige nu, og hvilke udfordringer der er i det enkelte team, siger Jeanette Lindberg.
I løbet af 2015 sætter Lindevang særligt fokus på konflikthåndtering, hvor alle i huset lige fra rengøring og administration til frontpersonale skal på kursus og siden internat for at blive endnu skarpere på at håndtere og forebygge konflikter i hverdagen.
Birthe Jensen optræder under pseudonym.