Jeg vil ikke have ondt af mig selv
Om få uger har Lise Hjortshøj, der lider af fibromyalgi, været ansat i fleksjob i et år. Men selvom hun er glad for at være en del af fællesskabet, koster det stadig kræfter at bearbejde hele processen og sygdomsforløbet
I sommer var det tomater, blåbær og chilier, som Lise Hjortshøj var med til at høste. I dag, hvor vinteren er landet også på Skaboeshus ved Nyborg, går en del af arbejdstiden med at feje blade og sne samt passe og fodre køerne sammen med borgerne. I alt 16,5 timer om ugen er den 47-årige fynske socialpædagog ansat i en fleksjobstilling, fordi hun lider af sygdommen fibromyalgi, som er en kronisk smertetilstand i kroppen.
Socialpædagogen skrev i nr. 18/2015 om hele det forløb, Lise Hjortshøj var igennem med afklaring af både sygdom og arbejdsevne, før det for knap et år siden lykkedes – med støtte fra såvel arbejdspladsen som Socialpædagogerne – at lande en fleksjobaftale.
– Jeg synes stadig, at jeg er lige præcis det sted, jeg gerne vil være. I et job, hvor jeg kan kombinere de ting, jeg har med i bagagen – og hvor der også tages hensyn til, at jeg ikke kan det samme, som før jeg blev syg, fortællerhun.
Lise Hjortshøj er ud over sin uddannelse som socialpædagog også landbrugsuddannet og er vokset op med tegnsprog, og hun kombinerer netop de tre ting i sit arbejde på CFD Nyborg – et beskyttet beskæftigelsestilbud for døve eller svært hørehæmmede med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne.
Men efter knap et år i fleksjob må hun også erkende, at ikke alle dage er lige lette.
– Der er bare dage, hvor jeg virkelig har svært ved at hænge sammen, og det kan mine kolleger jo godt mærke. Jeg tror bare ikke på, at det er en løsning at skifte til noget andet, som måske ikke er så fysisk krævende. Så jeg er meget bevidst om, at jeg ikke vil rende rundt og have ondt af mig selv, for jeg er jo et sted, der passer perfekt til det, jeg kan, siger Lise Hjortshøj.
Støtte fra ligesindede
En af de helt store udfordringer har ifølge Lise Hjortshøj været, at hun ikke rigtig føler, hun har haft tid til at bearbejde hele forløbet og lande i en ny hverdag med flere begrænsninger.
– Hele processen, afklaringsdelen og sygdomsforløbet er ligesom en langvarig sorgproces, som stadig fylder rigtig meget. Jeg er nødt til at lære, at jeg ikke skal gå rundt og føle mig mindre værd end før, og der kunne jeg godt have haft brug for en form for krisehjælp eller måske psykologsamtaler, for det tager tid. Også længere tid end omverdenen tror.
For ikke at gro fast i en sorgtilstand har Lise Hjortshøj valgt at søge støtte fra ligesindede – som fx da hun for nylig på en rigtig offdag kastede sig ud i at skrive om sine tanker og følelser i en facebookgruppe for andre mennesker ansat i fleksjob.
– Det var lidt grænseoverskridende for mig at skrive i gruppen, for normalt er jeg mest den, som læser med og drager nytte af det, de andre skriver. Men jeg fik rigtig god respons fra andre i samme båd, som vidste præcis, hvad jeg talte om.
Siden har hun også meldt sig ind i Landsforeningen af fleks- og skånejobbere, LAFS.
– Det er jo svært at se på mig, at jeg er syg og dagligt har mange smerter, for udadtil – overfor både kolleger og de borgere, jeg arbejder med – gør jeg jo alt for at virke så normal som muligt. Derfor er det en stor støtte at være i kontakt med andre fleksjobbere, siger hun.
Med på personalemøde
For Lise Hjortshøj har det været en udfordring at vænne sig til ikke at være 100 pct. med i alt, hvad der foregår på arbejdspladsen. Aftalen er, at hun i de timer, hun arbejder, bruger sin tid på brugerkontakt og kerneopgaven frem for fx administrativt arbejde.
Ulempen er dog, at hun ofte føler sig ‘sat uden for’ i forhold til de informationer, kollegerne typisk får på fællesmøder – og derfor er hun med sin leder nået frem til et kompromis.
– Jeg har fået lov til at deltage på det ugentlige personalemøde i en time, og det gør en stor forskel for mig. Det giver mig en følelse af at være en del af fællesskabet, siger hun.
Den fleksjobaftale, Lise Hjortshøj har nu, skal evalueres efter et par år – men hun satser på, at den bliver forlænget, så hun kan fortsætte med at arbejde på Skaboeshus.
Nu er jeg efterhånden ved at lære at leve med min sygdom, men jeg er hele tiden opmærksom på, hvordan den udvikler sig, og jeg bruger ofte hypnose og afstresning for at komme bedst muligt igennem hverdagen. Men vigtigst af alt er jeg stadig rigtig glad for mit arbejde og for borgerne.