Ja, der skal gøres noget nu
Der er anerkendende skulderklap til Socialpædagogernes voldshandlingsplan fra både KL, regionerne og Christiansborg – men der er ingen lette løsninger
Gode takter, gode forslag – på tide, der sker noget. Sådan lyder bedømmelsen fra politikere i KL, regionerne og på Christiansborg af Socialpædagogernes udspil til en national handlingsplan til bekæmpelse og forebyggelse af vold. Der er ingen lette eller enkeltstående løsninger – og der er behov for en bredtfavnende indsats, lyder det også.
Michael Ziegler (K), der er borgmester i Høje-Taastrup og formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg og dermed politisk i spidsen for arbejdsmiljøarbejdet i KL, slår da også indledningsvist fast, at baggrunden for udspillet maner til eftertanke:
– Jeg er selvfølgelig enig i, at fem drab på fire år er alt for mange – et havde også været for mange – og det berører os alle i KL. Vi ønsker jo ikke som kommunal arbejdsgiver, at det skal være livsfarligt at gå på arbejde. Så ja, vi skal have gjort noget ved det her – men vi må også erkende, at der ikke er nogen lette løsninger. Var der det, havde vi jo gjort noget for længe siden, siger han.
Heller ikke Charlotte Fischer (R), der er regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden og formand for Danske Regioners psykiatri- og socialudvalg, kan se nogle nemme og enstrengede løsninger:
– Jeg tror ikke, der findes én løsning, men at vi skal finde flere forskellige, siger hun.
Formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Liselott Blixt (DF) konstaterer umiddelbart:
– Man må sige, det er på tide, at der sker noget – for det håber jeg sandelig, der gør.
Passer de sammen?
Sammen med Socialdemokraternes psykiatriordfører på Christiansborg, Yildiz Akdogan, peger de tre politikere på en række – til dels sammenfaldende – indsatsområder.
Yildiz Akdogan mener, at det vigtigste indsatsområde er at sikre, at borgeren og tilbuddet passer sammen:
– En klar og grundig visitation er altafgørende. Vi skal sikre os, at der er det rette match mellem beboernes behov og fagligheden og kompetencerne på det sociale tilbud. For ellers gør vi både personalet og beboerne på de sociale tilbud en bjørnetjeneste, siger hun.
Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti vil ikke fremhæve én indsats, som den vigtigste, men hun er enig med Yildiz Akdogan i, at det er vigtigt, at der skal være det rigtige tilbud:
– Vi bliver nødt til at kigge helt konkret på bostederne og det klientel, de har – passer de sammen? Vi må sørge for, at der er forskellige steder med forskellige tilbud og kompetencer, der sikrer, at beboerne og botilbuddet passer sammen, siger hun – og peger på, at antallet af sengepladser i behandlingspsykiatrien også er centralt:
– Vi skal sørge for, at der er det antal sengepladser, der skal være for at rumme de patienter, der har behov for det. Jeg hører jo fra ansatte på området, at der både er for mange, der bliver udskrevet for hurtigt, og at det er for svært at blive genindlagt, hvis man behov for det. Og det betyder, at der er nogen, der ikke får den hjælp, de har brug for, siger hun.
Mellemstation
Liselott Blixt understreger, at hun ikke vil blande behandlings- og socialpsykiatrien sammen:
– Jeg synes bestemt ikke, man skal begynde at behandle i socialpsykiatrien – det skal være to forskellige systemer, men jeg kunne fx forestille mig, at der blev oprettet nogle langtidsafdelinger, der kan fungere som en overgang mellem det ene og det andet system. Men selvfølgelig skal der skabes en bedre sammenhæng – for hvor ender vi, hvis der ikke er det, spørger hun.
I Danske Regioner er Charlotte Fischer enig i, at der skal findes en måde at opfange og rumme de borgere, der er midt mellem behandlings- og socialpsykiatrien
– Det er vigtigt at få sikret differentierede tilbud, der kan tage hånd om de patienter og borgere, der måske ikke længere bør eller har behov for at være på et psykiatrisk sygehus, men som på den anden side heller ikke er klar til at flytte ind på et bosted eller tilbage i eget hjem. Den slags udslusningshjem, som kan være en mellemstation, ser jeg som en oplagt vej frem, siger hun.
Den ide vil Michael Ziegler fra KL ikke afvise:
– Det er da bestemt en pointe, og et område vi skal se på: Er der nogen af de her borgere, som ikke får det rigtige tilbud? Der er måske brug for en mellemstation – et tilbud mellem behandlings- og socialpsykiatrien, men om det lige er sådanne tilbud eller en anden model, det er noget af det, vi har brug for at afklare: Kommer de her borgere det rigtige sted hen, og er der fx brug for, at nogen kan være længere i det psykiatriske behandlingssystem, siger han.
Oprust fagligheden
Det rigtige sted – det handler i høj grad om, at der er de rigtige kompetencer på fx bostederne, siger Liselott Blixt:
– Vi er altså nødt til at kigge på personalesammensætningen: Har de den uddannelse, der skal til, har de de nødvendige kompetencer, og har de den tværfaglighed, der er nødvendig? Med de borgere, der her er tale om, kan vi ikke have, at en stor del af personalet ikke er uddannet eller er vikarer. Det er meget afgørende i forhold til de patienter og borgere, vi har med at gøre her, siger hun.
Yildiz Akdogan er enig:
– I udgangspunktet må man antage, at der er det rigtige match mellem de ansatte og de arbejdsopgaver, de skal løfte. Men hvis det ikke er tilfældet, er det vigtigt at se på, hvordan man kan sikre den rette tværfaglighed og de rigtige kompetencer. Det kan både være i forhold til uddannelse og supervision, siger hun.
Charlotte Fischer vil – ved siden af den udslusningsinstans, hun taler for – også opgradere fagligheden i socialpsykiatrien:
– Bostederne skal oprustes og have styrket den psykiatriske ekspertise. Vi i regionerne skal bringes vores ekspertise langt mere i spil i forhold til indsatsen på bostederne. Der sker allerede noget på den front, men det skal skaleres op. Og her mener jeg, vi skal tænke bredt – det handler om alt fra hotlines til psykiatriske læger, der kommer ud på bosteder og andre tilbud og bistår det pædagogiske personale med svære beboere, siger hun.
Helhedstilsyn
I bestræbelserne på at sikre et bedre og mindre risikofyldt arbejdsmiljø foreslår Socialpædagogerne at bruge de sociale tilsyn til også at vurdere arbejdsmiljøaspektet sammen med den faglige indsats for at kunne se netop sammenhængen mellem de to ting. Samtidig skal der under Socialtilsynet etableres en taskforce, der skal kunne sættes ind på arbejdspladser med akutte problemer med vold og trusler – og det er der god mening i, mener de to Christiansborgpolitikere:
– Jeg synes, at det som udgangspunkt er en fin idé at koble de sociale tilsyn på opgaven med at holde øje med arbejdsmiljøet og sammenhængen med den faglige indsats. De burde da bestemt være egnede til at se på helheden – det hænger jo sammen. Vi ved jo, at et godt arbejdsmiljø fører til en bedre indsats over for borgerne, siger Liselott Blixt.
Yildiz Akdogan er enig:
– Jeg synes, at der mange spændende forslag fra Socialpædagogerne – også ideen om en taskforce. For det må aldrig være sådan, at det er med livet som risiko at gå på arbejde, og derfor skal tilsynet med de ansattes arbejdsforhold være i orden, siger hun.
Men, mener Liselott Blixt, der skal være ressourcer nok:
– Det handler jo også om, at der skal være hænder nok – fx for i hverdagen at kunne få sikkerhedsreglerne til at hænge sammen. Jeg har talt med personale, der fortæller, at de har fået at vide, at de altid skal være to sammen, og at de altid skal kunne se og høre hinanden. Men hvordan skal man klare det konkret, hvis man – for at få det til at fungere praksis – er nødt til at være inde i hvert sit rum med hver sin beboer? Er det så nok, at man kan høre hinanden? Vi er nødt til at få afklaret, hvad reglerne betyder helt konkret, og hvad det så betyder for antallet af personaler, siger hun.
I KL er Michael Ziegler lidt mere forsigtig:
– Socialpædagogernes ti bud er et interessant indspark – men jeg vil afstå fra at kommentere de konkrete bud. Men jeg har da den overordnede bekymring, at man skal passe på med at smøre en række løsninger ud over alle tilbuddene på fx psykiatriområdet. Vi risikerer i vores iver efter at gøre ‘noget’ for at forhindre, at det her sker igen, ikke at få løst det reelle og konkrete problem siger han.
Bedre sammenhæng – mere viden
Alle fire politikere er enige om, at der er behov for mere viden for at ramme helt rigtigt med indsatsen for at forebygge og bekæmpe vold:
– Der er brug for mere viden – ingen tvivl om det – for at vi kan sikre, at vi gør det rigtige og det nødvendige. Vi i KL følger det arbejde, der foregår i Socialstyrelsen, som er ved at gennemgå området. Og vi vil gå i dialog med kommunerne om, hvor de føler, at de mangler viden, og hvor de føler, at de mangler redskaber. Og så må alle parter sætte sig sammen – det her er jo helt tydeligt et tværsektorielt problem og skal løses som sådan, siger Michael Ziegler.
Charlotte Fischer mener også, at det handler om at skabe bedre koordination:
– Regioner og kommuner bør rykke tættere sammen og lave aftaler, når det handler om kapacitet. Vi beslutter alt for meget hver for sig om, hvor meget plads vi har på henholdsvis sygehusene i regionalt regi og på de kommunale tilbud – også selvom vi er dybt gensidigt afhængige. Vi skal blive langt bedre til at kommunikere. Der er behov for en tæt kommunikation med udveksling af data på tværs af regioner og kommuner, og her tænker jeg, at vi ikke er i mål – og det går ud over borgerne, der risikerer at blive kastebolde, siger hun.
Yildiz Akdogan betoner også koordinationen af indsatserne:
– Generelt skal dialogen og samarbejdet være bedre. Noget tyder på, at det ikke altid er tilfældet i dag. Derfor er det nødvendigt med mere fokus på en styrket tværgående indsats. For det må ikke være sådan, at så snart en borger bliver udskrevet fra behandlingspsykiatrien, så skal man starte forfra i socialpsykiatrien. Så jeg synes godt, vi kan se nærmere på Socialpædagogernes forslag, men også på hvordan andre lande tackler de her udfordringer. Mere viden og gode eksempler, herunder best practice, er bestemt værd at kigge på, siger hun.
Liselott Blixt peger på, at det er en ministeriel opgave at få udryddet eventuelle hindringer på området:
– Ministerierne må sætte sig og kigge grundigt på, at der er noget i de nuværende love og regler, der gør, at indsatsen ikke hænger ordentligt sammen – og hvad der skal gøres ved det. Men som jeg ser det, er der et hul mellem udskrivningen fra behandlingssystemet og det, der kommer efter. Ja, det er jo i nogle tilfælde ingenting – mange bliver udskrevet til ingenting, siger hun – og slutter med en opsang til kommunerne:
– Jeg har siddet i en kommunalbestyrelse i 14 år, og i lang tid har socialpsykiatrien i kommunerne været noget, der bare fungerede og kørte stille og roligt af sig selv. Ja, jeg tror, at man i mange kommuner ikke rigtig har opdaget, hvad det egentlig er, man har ansvaret for. Den er smuttet under radaren, så at sige. Så det er klart for mig, at kommunerne skal mere på banen her, hvis indsatsen skal lykkes.
|
Diskuter på facebook: Hvad er det første og vigtigste, der skal gøres? Der er ingen nemme løsninger, siger både forbundsformand Benny Andersen og en række politikere, men hvad er i dine øjne den vigtigste indsats, der kan gøres for at forbedre sikkerheden inden for socialpsykiatrien? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook |