Pludselig var han udskrevet
Lone Sørensen arbejder som socialpædagog på et socialpsykiatrisk botilbud. Hvis sikkerheden skal forbedres, kræver det i hendes øjne først og fremmest et bedre samarbejde mellem bosteder, psykiatri og politi
– Politi samt psykiatrisk skadestue og afdelinger skal samarbejde og høre, hvad vi siger! Det nytter ikke, at de uden vores samtykke udskriver til bostedet, fordi de tror, at vi arbejder under samme lovgivning!
Sådan skrev Lone Sørensen på facebook som kommentar til debatten om, hvad der skal til for højne sikkerheden i socialpsykiatrien. Det viser sig, at hun har arbejdet inden for feltet i 30 år, og for øjeblikket er ansat på et socialpsykiatrisk bosted.
– Jeg er nok en af dem på min arbejdsplads, der er hurtigst til at sige, at vi skal ringe til politiet. Jeg har det sådan, at jeg aldrig er bange for at være på arbejde – men at jeg altid tænker på sikkerheden. Det er sådan noget med, at møblerne altid skal stå, så der er en flugtvej for personalet – og at jeg ringer til politiet, når jeg vurderer, at en beboer er til fare for sig selv eller andre. Og nogle gange oplever jeg, at vagthavende begynder at lege pædagog og fx spørger: ‘Men har I prøvet at tale med ham?’. Og så er jeg meget kontant og siger fx: ‘Ved du hvad, vi er et hus fuld af pædagoger, så det har vi fuldstændig styr på. Når jeg ringer og siger, at I skal komme, er det fordi, I skal komme’. Og så kommer de altid, men jeg har oplevet, at andre kollegaer, som måske ikke er lige så kontante, kan have svært ved at få politiet til at rykke ud.
Sort i øjnene
Som et konkret eksempel på en situation, hvor Lone Sørensen valgte at ringe til politiet, fortæller hun i anonymiseret form om den dag, beboeren ‘Mikkel’ fik en psykose.
– Først forsvandt han ligesom ind i sig selv, og sad bare og stirrede ud i luften. Min kollega var hele tiden i kontakt med ham, mens jeg var sammen med nogle andre beboere og løbende holdt øje med, hvordan det gik. Og så kom min kollega pludselig og sagde: ‘Ved du hvad, nu har han altså fået det rigtig dårligt. Han er gået ned i kælderen’. Og så hørte jeg Mikkel komme op ad trappen, mens der lød en brølen som et dyr. Han var helt sort i øjnene og begyndte at smadre opslagstavlerne på gangen. ‘Nu skal vi ikke være her’, sagde jeg til min kollega. ‘Vi skal ind på kontoret’. Min kollega mente, at vi skulle gå ud til Mikkel, men jeg sagde nej. Det var en opgave for politiet. Og så ringede jeg til vagthavende, og de kom i løbet af fem minutter.
Da politiet kom i deres uniformer, fik alene synet af dem Mikkel til at falde til ro, og han valgte frivilligt at gå med dem og blive indlagt.
– Bagefter har vi diskuteret, om det var for voldsomt at ringe til politiet, men jeg mener, at det var det rigtige. Også for Mikkels skyld, for han havde brug for en indlæggelse, siger Lone Sørensen, der understreger, at det er yderst sjældent, at der er brug for at ringe til politiet.
Forskellig lovgivning
Lone Sørensen lægger vægt på, at der kan være perioder, hvor det er bedre for beboere på et socialpsykiatrisk botilbud at blive indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling.
– Der er nogle helt andre muligheder på de psykiatriske afdelinger, end der er på botilbud – bl.a. fordi de jo arbejder under psykiatriloven, mens vi arbejder under serviceloven, og psykiatriloven giver nogle andre muligheder i situationer, hvor personen er til fare for sig selv eller andre. Fx i forhold til fastholdelse.
Efter Lone Sørensens opfattelse bør systemet ændres, så der bliver et tættere samarbejde mellem psykiatri og bosteder, således at de psykiatriske afdelinger kun kan udskrive til et bosted, når det sker i samarbejde med bostedet – og når bostedet har været med i udskrivningssamtalen.
– Nu har jeg fx oplevet en beboer, der blev indlagt, og mens vi stod og var ved at pakke hans ting, kom han pludselig. Så var han blevet udskrevet og sendt hjem i en taxa, uden at vi havde fået noget at vide.
|
Bud fra medlemmerne Spørgsmålet om, hvad der skal til for at øge sikkerheden for ansatte i fx socialpsykiatrien, er tilsyneladende noget, der ligger rigtig mange af Socialpædagogernes medlemmer meget på sinde. I hvert fald har der været mange kommentarer, når emnet er blevet berørt på forbundets facebookside. Vi har kontaktet to af de medlemmer, der har debatteret på facebook. Hvad bekymrer dem? Og hvad mener de, der skal gøres? |