Påbud belaster hele arbejdspladsen
På forsorgshjemmet Saxenhøj i Guldborgsund slikker man lige nu sårene efter endnu et strakspåbud fra Arbejdstilsynet. Både personale og beboere er påvirket af, at arbejdspladsen betragtes som et farligt sted at være
Endnu et påbud til Saxenhøj. Et råt arbejdsmiljø. Bevæbnede beboere. Betydelig fare ved arbejdet. Den slags overskrifter er tæt på at være hverdagskost for Saxenhøjs forstander, Erik Søndergaard – senest da forsorgshjemmet den 23. januar i år modtog det andet strakspåbud på to måneder fra Arbejdstilsynet.
Og selvom han naturligvis anerkender, at en arbejdsplads som Saxenhøj, hvor to medarbejdere blev knivdræbt i 2014, helt naturligt er i tilsynets søgelys, er han ked af den dramatiske udlægning, særligt det seneste påbud har fået.
– Det påbud, vi fik i januar, gælder faktisk den samme sag, som i december udløste et strakspåbud. Det var en hændelse tilbage i september, hvor en psykotisk borger truede med kniv – men endte med at udøve hærværk ved at smadre biler, døre og ruder. En ret voldsom sag, der selvfølgelig gav utryghed blandt både borgere og medarbejdere, forklarer Erik Søndergaard.
Som konsekvens af det første strakspåbud i sagen har Saxenhøj arbejdet målrettet med at forbedre de fysiske rammer og gøre arbejdspladsen mere sikker. Der er bl.a. sat ekstra tykt glas i nogle af yderdørene og sikkerhedshasp på vinduerne, overvågningen er forbedret og løse brosten ved flagstangen foran forsorgshjemmet er cementeret fast.
– Men da Arbejdstilsynet så kom på et uanmeldt tilsyn i januar, konkluderede de, at vi stadig ikke var helt i mål med hensyn til at sikre, at de ansatte er godt nok beskyttet særligt i vores modtagerkontor. Der var en dør, som skulle låses bedre, vi skulle være mere tydelige omkring, hvornår der er åbent og lukket – og så var der en påtale omkring adskillelsen mellem beboernes varmestue og et personalerum, siger Erik Søndergaard.
Nervøs for reservatpolitik
At få strakspåbud fra Arbejdstilsynet – og gentagne gange at blive betegnet som en farlig arbejdsplads med farlige beboere, er noget, der rammer både medarbejdere og beboere, fortæller Erik Søndergaard.
– Det er ikke altid, at vores medarbejdere kan genkende billedet af, at vi arbejder blandt så mange potentielt farlige borgere, og at det er et farligt sted at arbejde. Faktisk er langt størstedelen af vores beboere jo ganske stille og fredelige. Og det gør mig da ked af det, når jeg hører medarbejderne fortælle, hvordan det også påvirker deres familieliv, fordi deres pårørende pludselig ikke tør dem lade tage af sted på arbejde, siger han.
Samtidig oplever man på Saxenhøj flere reaktioner fra beboerne i kølvandet på Arbejdstilsynets løftede pegefinger.
– De føler sig stigmatiseret i takt med, at vi får flere og flere lukkede og låste døre, mens medierne taler om drab, knive og farlige borgere. De spørger, om vi virkelig tror, de er så ustabile og psykisk syge alle sammen, siger Erik Søndergaard, som også har drøftet den problematik med bl.a. Arbejdstilsynet i forbindelse med de seneste strakspåbud.
– Jeg kan da godt blive lidt bange for, at vi indfører reservatpolitik, hvor vi adskiller beboerne og personalet mere og mere. For det tror jeg faktisk kan virke konfliktoptrappende. Det med at man som beboer hele tiden får at vide, at man er farlig, og at man skal holdes mest muligt adskilt fra medarbejderne. Det er klart, at vi er nødt til at have sikre zoner for medarbejderne, men socialt arbejde handler jo om relationsarbejde, og vi skal jo kunne være sammen med beboerne., siger han.
Faglighed er vigtigst
I kølvandet på de tragiske knivdrab i 2014 og også en senere episode, hvor en beboer tog kvælertag på en vikar, har Saxenhøj arbejdet målrettet med sikkerheden. Det handler bl.a. om systematiske risikovurderinger, kompetenceudvikling og efteruddannelse inden for bl.a. konflikthåndtering, grundig oplæring og introforløb til nyansatte og vikarer – og et konstant fokus på det, Erik Søndergaard betegner som stærke vagtlag, der handler om at have erfarne uddannede medarbejdere på arbejde i alle afdelinger døgnet rundt.
– Vi har sat ind på rigtig mange fronter – både omkring de fysiske rammer, sikkerhedsprocedurer og forebyggelse af vold og trusler. Vi har indført udvidet timeantal til overlap mellem vagterne, vi har fået faste skabeloner på stort set alt, hvad vi laver – og vi forsøger hele tiden at hente mest mulig læring ud af de situationer, der opstår, siger Erik Søndergaard, som ikke selv mener, at flere hænder altid er den bedste løsning.
– Faglighed er det allervigtigste, og vi har dygtige, engagerede og veluddannede medarbejdere. Jeg tror faktisk ikke på, at antallet af konflikter vil falde, hvis bare vi opnormerer. Konflikterne opstår jo inden i de her mennesker uanset hvor mange medarbejdere, de er omgivet af. Men når det er sagt, tror jeg da, at flere hænder kan give personalet mere tryghed, og det har selvfølgelig også stor betydning, lyder det fra Erik Søndergaard.
Åben dialog er afgørende
Vel vidende at sikkerhed, arbejdsmiljø og arbejdet med udsatte borgere, der indimellem udviser truende og udadreagerende adfærd, optager medarbejderne på Saxenhøj meget, arbejder Erik Søndergaard målrettet med at sikre en konstant åben dialog på arbejdspladsen.
– Alle ved jo godt, at der i den grad er fokus på vores område, og derfor er det vigtigt, at vi holder et meget højt informationsniveau. De uformelle debatter kører hele tiden – i frokostpausen og når man mødes – og den dialog skal der være plads til, siger forstanderen, som sideløbende sikrer, at der også mere formelt bliver snakket sikkerhed, arbejdsmiljø, trivsel, vold og trusler.
– Det er et tema på alle personalemøder, og derudover tages det jævnligt op i de enkelte afdelinger på afdelingsmøder, ved supervision, på teammøder og i arbejdsmiljøgruppens arbejde. Har vi fx en indberetning til Arbejdsskadestyrelsen (Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, red.), kommer det automatisk på Arbejdsmiljøgruppens dagsorden – og herefter som punkt på afdelingsmødet. Og så har medarbejderne jo altid dygtige tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter, de kan gå til, lyder det fra Erik Søndergaard.