Relationer blandt skidt og skrald
Bunker fra gulv til loft, skadedyr og støv og møg. Arbejdet i ekstreme samleres hjem belaster både arbejdsmiljø og faglighed for flere af Ballerup Kommunes socialpædagogiske vejledere, som efterlyser klare grænser for, hvad man skal finde sig i
– Det er svært at få døren op. Næsten hver centimeter af gulvet inde i lejligheden er dækket af høje bunker af papir, bøger, tøj, pizzabakker, madrester, flasker, møbler, tallerkner og alverdens ting og sager. Når jeg kommer inden for, har jeg omkring 30 x 40 cm gulvplads til at stå på. Her skal jeg også have plads til min rygsæk med værnemidler samt mit overtøj, som jeg hænger på dørhåndtaget, så det rører så lidt som muligt.
Sådan indleder socialpædagog Susanne Gudmandsen sin beskrivelse af en typisk arbejdssituation, hvor hun besøger en borger, som er hoarder – det vil sige ekstrem samler (se boks).
– Her fra min lille firkant udfører jeg så mit socialpædagogiske arbejde – nemlig at holde diverse poser frem til borgeren, som smider henholdsvis vasketøj, tomme flasker og organisk affald ned i poserne. Det giver nogle vrid i kroppen, da pladsmanglen ikke tillader korrekte arbejdsstillinger. Selv mærker jeg det efterfølgende i hofterne, som gør ondt – men for andre er det ryggen, der reagerer, fortsætter Susanne Gudmandsen, som også beskriver, hvordan det føles at udføre sit arbejde omgivet af skidt og skrald.
– Når skidtet rodes op fra gulvet, mærker jeg det hurtigt i luftveje og slimhinder. Jeg kan så vælge at tage åndedrætsværn på – men desværre eliminerer det muligheden for samtale, da det næsten er umulig at tale med det på, ligesom borgeren også har svært ved at høre, hvad jeg siger.
Direkte hjem i bad
Som socialpædagogisk vejleder i Center for voksne med særlige behov i Ballerup Kommune møder Susanne Gudmandsen flere borgere, som er ekstreme samlere – det vil sige, at de samler alle mulige ting, de ikke kan skille sig af med. Og hun er bekymret over udviklingen.
– Det er benhårdt for helbredet at arbejde i samlerhjem. Jeg har kolleger, som har udviklet astma, bronkitis og allergier, fordi de udsættes for støv, møg og bakterier. Vi er flere, som døjer med muskel-skelet-problemer, fordi vi arbejder i skæve stillinger og ofte bevæger os på et usikkert underlag, siger Susanne Gudmandsen, som også er arbejdsmiljørepræsentant.
Selv har hun sine egne forholdsregler, når hun skal besøge borgere med samlermani.
– Når jeg ved, jeg skal hjem til en hoarder, tager jeg noget gammelt tøj på, enten fra vasketøjskurven eller tøj, som er opbevaret udendørs siden sidste besøg. Det gør jeg for så vidt muligt at undgå at arbejde i beskyttelsesdragten. Og når besøget er slut, er det direkte hjem i bad og få nyt rent tøj på for at undgå kløe og hudirritation, siger hun.
Hvad er hoarding?
Hoarding betyder at samle – og er en tvangsadfærd i form af at hamstre eller gemme ting. I Danmark er hoarding bedre kendt under navnene samlermani og udsmidningsfrygt.
Mennesker med hoarding-symptomer kaldes også ekstreme samlere. De samler overdrevent på ting, som for de fleste andre mennesker synes at være ubrugelige og med begrænset værdi, men for personen med samlermani har genstandene ofte en emotionel, æstetisk eller anvendelig værdi. Hoardere har således et stort behov for sikkerhed i forhold til, at de kan finde alle indsamlede genstande, hvilket gør det næsten umuligt for dem at kassere noget.
Da personer med samlemani konstant anskaffer sig genstande, er samlemani også kendetegnet ved et rod, der kan være så omfattende, at langt de fleste rum i hjemmet ikke kan anvendes til deres formål. I ekstreme tilfælde kan ophobningen af rod forhindre muligheden for basale aktiviteter som at lave mad, gøre rent, gå gennem hjemmet og endda forhindre muligheden for at sove ordentligt. Rodet kan resultere i alvorlige trusler mod sundhed og sikkerhed for samleren samt for personer omkring samleren.
Læs mere om hoarding/samlemani via www.kortlink.dk/pmpr
Arbejdsmiljøforhold i anden række
Ud af de knap 85 borgere, som Ballerup Kommunes socialpædagogiske vejledere kommer hos, er der måske omkring 12 borgere, der kan betegnes som hoardere. De samler overdrevent på ting, har svært ved at overskue oprydning – og deres hjem er oftest kendetegnet ved at være langt mere end blot almindeligt snavset og rodet.
Det betyder, at de socialpædagogiske vejledere, der kommer i disse borgeres hjem, udsættes for flere forskellige risikofaktorer i forhold til deres arbejdsmiljø – et problem, som man også i Kreds Storkøbenhavn er opmærksom på, fortæller faglig konsulent Anne-Marie Maarbjerg.
– Vores medlemmer skal jo ikke blive syge af at gå på arbejde, og jeg synes, der er en tendens til, at man på det her område sætter serviceloven over arbejdsmiljøloven. Forstået på den måde, at borgerens hjem er det vigtigste, mens medarbejderens arbejdsmiljøforhold lidt kommer i anden række, siger hun.
Selvom der findes vejledninger, risikovurderinger og regler om, at arbejdsforholdene skal være sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige, så er der tale om lidt af en gråzone, når det handler om socialpædagogers arbejde i fx hoarderes hjem, forklarer Anne-Marie Maarbjerg.
– Hvis man tager FOA, så er de efter min vurdering meget mere stålsatte på, at arbejdsmiljøloven skal overholdes, når medlemmerne arbejder i borgernes hjem. Det vil sige, at selvom det er borgerens private hjem, så er det samtidig de ansattes arbejdsplads, hvor der er en arbejdsmiljølov, der skal overholdes. Jeg oplever, at der kan være en tendens til, at socialpædagogiske ledere og ansatte tilgodeser borgerens behov fremfor egen sikkerhed og sundhed, siger hun.
Efterlyser klare grænser
Fagbladet Socialpædagogen har talt med fire af Ballerup Kommunes socialpædagogiske vejledere, som alle har erfaringer med at arbejde i hjemmet hos ekstreme samlere. Og selvom de godt er klar over, at det ikke er alle af deres kolleger, som oplever den del af arbejdet som et særligt problem, så efterlyser de, at der sættes mere fokus på deres arbejdsforhold.
– Det er et dilemma i vores personalegruppe, at det er op til den enkelte at vurdere, hvad man kan holde til. Nogle siger, det tager jeg da ikke skade af, mens andre som jeg selv plæderer for, at vi skal passe bedre på os selv. Jeg savner virkelig nogle klare grænser for, hvad man kan byde os i vores arbejde. Hvis vi reelt skal være beskyttet af arbejdsmiljøloven, så burde det også være muligt at sige fra, hvis man udsættes for gener, der kan udvikle sig til kroniske eftervirkninger i form af astma, allergi eller rygproblemer, siger Susanne Gudmandsen, som bakkes op af kollegaen Stig Larsen, der også arbejder som socialpædagogisk vejleder.
– På alle mulige andre arbejdspladser er man enormt optaget af de sundhedsskadelige konsekvenser af alt muligt – men det gælder så ikke lige der, hvor vi arbejder: I borgerens private hjem, der i mange tilfælde er så beskidt og ufremkommeligt, at det går ud over vores helbred. Så det er et stort dilemma. For hvor går grænsen for, hvornår man kan yde en pædagogisk indsats og skabe tryghed hos borgeren samtidig med, at man måske tropper op i beskyttelsesdragt med mundbind og handsker for ikke selv at blive udsat for bakterier, skidt og møg, spørger Stig Larsen.
At arbejde i borgernes hjem
Hvordan kan arbejdsmiljøgruppen arbejde systematisk med de udfordringer, social- og sundhedsfagligt personale ind imellem støder på, når de arbejder i borgerne hjem? Og hvad gør man, når man som medarbejder oplever dilemmaer mellem hensynet til borgeren og ens eget arbejdsmiljø? Det har BAR Social & Sundhed udgivet en branchevejledning om – ‘At arbejde i borgerens hjem’.
Her kan du få gode råd til, hvordan man arbejder systematisk med risikovurdering og APV – og hvordan man skaber de bedste rammer for opgaveløsningen.
Hent vejledningen på www.kortlink.dk/pfwg
Det er en socialpædagogisk opgave
Problematikken har været taget op i såvel MED-systemet som med ledelsen, hvor man også erkender, at hoarderhjem byder på særlige udfordringer. Men handicap- og psykiatrichef i Ballerup Kommune, Vivi Lauritsen, fastholder, at arbejdet med netop hoardere ligger inden for de kompetencer, der forventes af kommunens socialpædagogiske vejledere.
– Det faglige ansvar for opgaven med at støtte denne gruppe borgere ligger primært hos socialpædagoger, og her er det helt afgørende for vores indsats, at vi kommer i borgerens hjem. Når det så er sagt, er jeg godt klar over, at flere af medarbejderne oplever nogle udfordringer omkring deres arbejdsmiljø. Så vi skal naturligvis løbende drøfte, hvad vi kan gøre for at minimere problemerne – både for medarbejdere og borgere, siger Vivi Lauritsen.
Derfor har kommunen også tilbudt de socialpædagogiske hjemmevejledere uddannelse og kompetenceudvikling inden for hoarderproblematikken, ligesom der står diverse værnemidler til rådighed som fx beskyttelsesdragt, mundbind og gummihandsker.
Flere faggrupper i spil
– Jeg går ikke på kompromis med, at det er vores opgave – for jeg kan ikke pege på nogen faggruppe, der kan løse opgaven bedre end os. Vi har tabt fagligheden på gulvet, hvis vi når dertil, at vi siger nej til at komme i de hjem, hvor vi udsættes for sundhedsmæssige udfordringer som hos eksempelvis hoardere. Derfor må vi i fællesskab sikre, at den enkelte socialpædagogiske vejleder træffer de nødvendige forholdsregler, så man ikke udsættes for unødige gener, siger Vivi Lauritsen.
Hun oplever, at der er stor forskel blandt medarbejderne på, hvordan de oplever situationen.
– Vi har medarbejdere, som ikke synes, det er så stort et problem, og her kan løsningen jo være, at man skiftes om at komme hos de borgere, hvor det står særlig slemt til. Vi skal være åbne over for, at en borger kan skifte kontaktperson, eller at der sættes flere medarbejdere på én borger, for selvfølgelig skal arbejdsmiljøet tænkes ind, så det ikke kun er relationen til borgeren, der tæller, siger hun og tilføjer samtidig, at det også kræver et tværfagligt blik på opgaven og en prioritering af hvilken indsats, der er nødvendig.
– Disse borgere har ofte kontakt med flere faggrupper, der hjælper dem, og her er vores opgave at samarbejde omkring det – og det, tænker jeg, gør vi i alt for få situationer. Det er altså ikke kun de tildelte timer til socialpædagogisk støtte, vi skal have i spil.
Svært at få de store succeser
Ser man bort fra de arbejdsmiljømæssige udfordringer, er også fagligheden udfordret i arbejdet med hoardere. Eller som socialpædagogisk vejleder Bettina Hansen udtrykker det, er det svært at opnå de store succeser med denne gruppe borgere.
– Når vi bliver sendt ud til de her borgere, er vores primære opgave ofte at motivere dem til at rydde op, sortere og smide ud, så der kan gøres rent i lejligheden. Der har måske været klager fra naboerne på grund af lugtgener eller sågar skadedyr, så det øverste mål er at sikre, at borgeren ikke bliver smidt ud af sin lejlighed. Men vi har måske en til to timer om ugen til at opbygge de nødvendige relationer, der skal motivere borgeren – og det er en praktisk talt umulig opgave, fortæller Bettina Hansen.
Også hendes kollega, Anne Jacobsen, ser det som et reelt dilemma, at opgaven nærmest på forhånd er umulig at løse.
– Det er lidt som at skabe relationer under et massivt tidspres. Hvis vi skal gøre en forskel for de her mennesker, kræver det god tid til at opbygge relationer. Vores dilemma er bare, at hvor der fra sagsbehandlerens side måske er en forventning om, at vi på ganske få timer er i stand til at motivere borgeren til at rydde op og gøre rent, så er realiteten, at det kan tage os op til halve og hele år, inden vi får etableret de nødvendige relationer til borgeren. Hvis vi bare rykker ind i vedkommendes hjem og begynder at smide ud, så risikerer vi, at borgeren reagerer med voldsomme angstanfald – og så kan vi starte helt forfra, siger hun.
Svært at se løsning på dilemmaet
I Ballerup Kommune bliver de borgere, der visiteres til socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85, typisk tildelt nogle timer om ugen, hvor socialpædagogiske vejledere arbejder med vejledning og støtte, så borgeren kan opretholde sit hverdagsliv og mestre en selvstændig tilværelse.
Men med de borgere, der har hoarding-symptomer, er denne form for støtte langt fra nok.
– Gennem de efteruddannelsesforløb, vi har haft, har vi fra eksperterne på det her felt hørt, at netop hoardere – måske – ad terapeutisk vej og med rigtig mange timer kan hjælpes til at komme deres samlermani til livs. Men de er rigtig svære at arbejde pædagogisk målrettet med – ikke mindst når vi kommer hos dem så få timer, som de visiteres til, siger Susanne Gudmandsen.
Selvom hun og kollegerne både oplever, at deres arbejdsmiljø er voldsomt udfordret i hoarder-hjemmene, samtidig med at de har svært ved at opnå synlige resultater rent fagligt, ser hun ikke nogen umiddelbar løsning på dilemmaet.
– Det kommer nogle gange til at lyde, som om vi socialpædagoger er lidt sippede – for hvorfor smøger vi ikke bare ærmerne op og får ryddet op i den lejlighed? Men vi anvender altså ikke tvang og magt i vores arbejde, og når vi træder ind i et hoarder-hjem, skal vi passe på os selv samtidig med, at vi bliver nødt til at have forståelse for borgerens sygdom og tage os tid til at opbygge de relationer, der gør, at vi måske kan få lov til at rydde et enkelt hjørne i boligen. Det føles lidt som brandslukning, hvor vi aldrig når ind til problemets kerne, siger Susanne Gudmandsen.