Slaget om robusthed
Den oprindelige forskning i, hvad der gør mennesker robuste, konkluderer, at robusthed er en råstyrke, der opstår i den kontekst, man indgår i. Den positive psykologi har et andet syn på sagen: Nøglen er den enkelte persons optimisme
’Baggrunden for robusthedsbølgen er, at forandringshastigheden er overvældende for mange ledere og medarbejdere og kan skabe frygt for at gå til grunde. Ved at blive mere modstandsdygtig – robust eller resilient – kan man lære at håndtere udfordringerne’. Sådan skriver forfatteren og ‘lykke-guruen’ Liggy Web i den internationale bestseller ‘Resilience: How to Cope When Everything Around You Keeps Changing’ (Capstone, 2013).
I bogen opfordrer hun til, at man smiler til verden. Og nogle af hendes grundlæggende teser lyder fx: ‘Du er din egen ultimative redning’ og ‘din evne til tilpasning er essentiel for din overlevelse’.
Martin E.P. Seligman, som er udråbt til at være fader til den nye forskning i the resilience factor, resiliens- eller robusthedsfaktoren, der får mennesket til at stå imod og rejse sig op, når tilværelsen har lagt én ned, ligger helt på linje med Liggy Web i sin opfordring til, at man smiler til verden.
‘Efter mere end 15 års forskning opdagede mine kolleger og jeg, at nøglen (til robusthed, red.) er optimisme’, skrev han i den videnskabelige artikel ‘Building Resilience’ i Harvard Business Review allerede i 2006. ‘Forestil dig noget godt, tænk noget positivt – for det, du fokuserer på, tiltrækker du mere af’.
Seligmann og Web er blot to af tidens førende fortalere for den positive psykologi, hvis udgangspunkt er, at nøglen til robusthed ligger i dit eget mindset.
Det er et budskab, som kan aflæses direkte i de danske kursuskataloger, som tilbyder ledere og medarbejdere robusthedstræning. Eksempelvis i en beskrivelse af kurset ‘Vejen til sund robusthed’.
‘Robusthedstræning er mental styrketræning, der tidligere er anvendt inden for militæret for at styrke soldaters mentale kapacitet … en træningsform fra elitesporten, der anvendes til at flytte topatleter fra sølv til guld … den måske vigtigste nye kompetence, der afgør forskellen på, om vi kan navigere i den nye virkelighed, eller om vi må give fortabt. Vi har ikke råd til det sidste!’
Absurd retorik
Men det er absurd at bringe militærretorik ind i kompetenceudvikling af medarbejdere i danske institutioner og virksomheder, mener den nyligt pensionerede professor på CBS, Ole Fogh Kirkeby, der som filosof i en årrække har beskæftiget sig med ledelsesteori.
– Man kan ikke bestemme over fjenden, når man er i krig. Men man kan i høj grad bestemme over sin egen organisation. Man kan lade være med at skabe miljøer, der forudsætter robusthed, men i stedet skabe helt andre slags miljøer. Militærretorikken forstærker blot sygdommen, som er, at mange mennesker ikke ser hinanden i dag, men kører ensporet fremad, mens de kun tænker på sig selv, siger Ole Fogh Kirkeby.
Den entusiasme, hvormed man ensidigt taler robusthed op, kan være direkte farlig, mener han:
– Det robuste menneske er ikke nødvendigvis i kontakt med sine egne indre værdier. Og den leder, som begynder at dyrke sin egen robusthed, med kortene holdt tæt ind til kroppen, mister kontakt til sin egen sensitivitet og lukker ned for sit følelsesliv.
– Når man søger efter robuste medarbejdere og ledere, så mener man formodentlig ikke, at de skal være tunghøre, egoistiske og følelseskolde. Men det er det, man risikerer at få, hvis robusthed gøres til en dyd i sig selv.
– Vi ser i øjeblikket, at der finder en fremmedgørelse sted mellem den robuste leder og de fleste medarbejdere. Medarbejderne bliver bange, for hvordan kan de regne med deres leder, når de ikke kan mærke et indre værdimæssigt kompas bag hårdførheden, mener Ole Fogh Kirkeby.
En robust skrøbelighed
Den eneste legitime form for robusthed er den, der vokser ud af en skrøbelighed, som aldrig forsvinder, men hele tiden er i hjertet, mener han.
– Vi skal ikke kun skal have skrøbelige medarbejdere og ledere. Men de skal have skrøbeligheden med sig, så de ikke blokerer for deres egen sensitivitet, fingerspitzgefühl, idérigdom og indsigt.
– Lederne skal lede med generøsitet, empati og en differentieret retfærdighedssans. Hvis deres højeste mål bliver robusthed, så risikerer de at sætte omsorgen over styr. Det er den skrøbelige og sarte del af mennesket, som har fornemmelse for det kontekstuelle, siger Ole Fogh Kirkeby.
Han mener, at den socialpædagogiske leder i stedet skal efterspørge to ting hos deres medarbejdere: En skrøbelig robusthed og en robust skrøbelighed.
– Der er en kerne af overlevelsesvilje i den skrøbelige robusthed, men man bruger den i første omgang ikke til daglig. Man forsøger sig af helt andre veje. Man møder det andet menneske med omhu og varme. Opstår der konflikter, så italesætter man dem, for djævlen bor i det usagte. Man tager sin kerne alvorligt, og tør stå ved den.
– Den robuste skrøbelighed tillader én at lukke idiotiske bemærkninger ude, hvis de ingen mening giver, eller hvis man intet kan stille op over for dem. Det vil med andre ord sige, at man forstår at sige fra. Man tør åbne sine porer for verden, uden at man går ned af det, siger Ole Fogh Kirkeby.
Et skævvredet buzzword
Den idé, at robusthed er et individuelt karaktertræk, som, hvis man ikke lige er i besiddelse af det, kan trænes som ethvert andet talent, møder også hård videnskabelig kritik fra anden side.
En af de første herhjemme, der allerede i begyndelsen af 2015 bloggede om, at der var ‘et nyt skævvredet buzzword’ under opsejling, er psykolog og forfatter Dorthe Birkmose.
– Der er i sig selv intet i vejen med, at socialpædagoger har fokus på robusthed. Man kan ligefrem sige, at grundtanken i den socialpædagogiske kerneydelse er at gøre borgerne mere robuste til at klare deres liv, påpeger hun.
– Problemet opstår, når robusthed bliver sluppet løs på et konsulentmarked, hvis udlægning af robusthed kolliderer med seriøse forskningsresultater inden for emnet. Du kan ikke ‘galvanisere’ dig ved at tænke positivt eller ved hjælp af kraftfulde visualiseringer, siger Dorthe Birkmose.
Der er blevet forsket meget i, hvad der gør mennesker robuste og resiliente. De store gennembrud kom i 60’erne, da forskerne undrede sig over de stærkt omsorgssvigtede børn, som ikke tog nær så meget skade, som forskerne forventede, når man tog de belastninger, de havde været udsat for, i betragtning.
Hvad var det for en faktor, som gjorde, at mønsterbryderne i modsætning til de andre børn, som gentog deres forældres mønstre, voksede op og klarede sig?
Havde de et særligt personlighedstræk, som gjorde, at de kunne gøre sig immune overfor en traumatisk opvækst?
Stik imod seriøs forskning
Men da forskerne ledte efter robusthed som et personlighedstræk, kunne de ikke finde det, fortæller Dorthe Birkmose:
– Da de kiggede nærmere efter, fandt de, at mønsterbryderne på et eller andet tidspunkt var blevet set og hjulpet af et andet menneske på et eller flere afgørende tidspunkter i deres liv, hvor de havde brug for hjælp.
– Dette resultat gjorde, at forskerne måtte skifte fokus fra det personlighedspsykologiske til det socialpsykologiske og konkludere: Man kan godt hjælpe andre mennesker til at blive mere robuste. Men man kan ikke gøre sig selv robust.
– På samme måde kan man gøre sine medarbejdere mere robuste ved at hjælpe dem i situationer, hvor de har det svært. Til gengæld bliver det meget problematisk, og stik imod hvad den seriøse forskning er nået frem til, hvis man gør det til et individuelt karaktertræk, siger Dorthe Birkmose, som mener, at folk bør være klar over hvor selvoptaget en tankegang, der ligger bag den positive psykologi.
Martin E. Seligman opfordrer folk til at undlade at se nyheder, for det bliver man blot negativ af, fortæller hun.
– Han foreslår også, at man holder sig langt fra mennesker, der er negative. Han siger endda, at hvis man har venner eller bekendte i sit netværk, som ikke klarer sig godt, så bør man afskære kontakten til dem, ellers vil de trække én ned.
Den positive psykologi kommer til at handle om dit eget projekt, om at klare dig selv. Det farligste ved den tænkning er, at man ikke hjælper hinanden – og dermed bliver vi alle mindre robuste, siger Dorthe Birkmose.
Ansvaret placeret forkert
Der kan være god grund til at sætte fokus på den individuelle mentale robusthed i en tid, hvor ‘forandring er den eneste konstant’, mener lektor på Institut for Mennesker og Teknologi på RUC Peter Hagedorn-Rasmussen, som er medforfatter til bogen ‘Robuste organisationer’ (Samfundslitteratur, 2016).
Men der er også grund til at være på vagt over for, hvordan begrebet bliver anvendt, når det bliver sluppet løs i en organisatorisk sammenhæng, påpeger han:
– Det er forfejlet, hvis man tror, at man kan rekruttere sig til robusthed, og det er desværre sådan, man i dag som oftest tænker. Dermed overser man, at det i høj grad er et dynamisk og relationelt begreb, som udvikles i et tæt samspil med miljøet. Hvis man fokuserer på individuel robusthed som et personlighedstræk, bliver det desuden alt for fristende for en organisation at placere ansvaret for dårlige arbejdsforhold på den enkelte medarbejder, siger Peter Hagedorn-Rasmussen.
Formanden for ledersektionen i Socialpædagogerne, Helle Riis, har både deltaget og fulgt med i den ophedede debat om robusthed.
– Jeg synes, at det er ærgerligt, at diskussionen er blevet så polariseret.
Hvis man ser på robusthed som en kompetence, arbejdspladsen på forhånd har sikret sig, at en medarbejder besidder – ‘det stod jo i jobannoncen, så derfor har vedkommende efterfølgende bare at kunne tåle mosten’ – så er det virkelig problematisk. Vi skal tage det meget alvorligt, når medarbejdere føler, at ledere får sendt nogle dårlige vilkår på arbejdspladsen videre til dem – med et buzzword klistret på sig, siger hun.
– Men skal det betyde, at vi ikke kan tale om, at vi arbejder i et meget krævende fag, der kræver robusthed, resiliens, råstyrke, stamina, eller hvad man nu vælger at kalde det? Hvis man siger, at det er lige meget, om du er psykisk stærk, for det hele afhænger af arbejdsvilkårene, så risikerer vi jo at ødelægge mennesker, siger Helle Riis.
Der er forskel på mennesker
Som leder ved man, at der er nogen, der kan rumme flere udfordringer end andre, pointerer hun.
– Der er forskel på mennesker, og det skal vi kunne tale om. Men når det er sagt, så mener jeg ikke, at man på nogen måde kan isolere robusthed til at være en kompetence, som den enkelte socialpædagog enten besidder eller mangler.
Ledelsesopgaven er at få en gruppe medarbejdere til at gøre hinanden gode – og dermed mere robuste. Det er gennem arbejdsfællesskaber og god konstruktiv kritik, at man kan give hinanden det nødvendige beredskab, siger Helle Riis.
Man ser ofte, at en medarbejder fungerer godt – og dermed også robust – i én sammenhæng, men dårligt i en anden, fortæller hun.
– Medarbejdere, der virker robuste ved jobsamtalen, men bryder sammen, når det kommer til stykket, er absolut ikke noget særsyn. Omvendt kan medarbejdere, der som udgangspunkt virker skrøbelige, vise sig at vokse med opgaven. Det viser jo med al tydelighed, hvor meget vi kan tage fejl, hvis vi ser robusthed isoleret som en personlig egenskab, siger Helle Riis.
Hun understreger, at man i en polariseret atmosfære skal passe på, at man ikke får skyllet babyen ud med badevandet:
– Det ville være direkte dumt at være afvisende over for tanken om, at individuel robusthed rent faktisk kan opøves.