icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Arbejdsskader

Kun hver anden får medhold

Det er blevet markant sværere at få anerkendt arbejdsskader – og mange afslag baseres bl.a. på, at man som fx socialpædagog forventes at være robust nok til at håndtere selv voldsomme episoder. Tendensen er bekymrende, mener Socialpædagogerne

Det er ikke kun i stillingsopslag, at der er efterspørgsel på robuste medarbejdere. Også i sagsbehandlingen af arbejdsskader har robusthedsbegrebet sneget sig ind. Et stigende antal arbejdsulykker bliver nemlig ikke anerkendt som arbejdsskader i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere Arbejdsskadestyrelsen, red.) med bl.a. den begrundelse, at ‘skadelidte som fagperson har et beredskab i kraft af sin uddannelse og erfaring til at håndtere hændelsen/påvirkningen’.

Sagt med andre ord gives der ofte afslag på at anerkende arbejdsskader ud fra en vurdering af, at man som medarbejder skønnes at være rustet til at håndtere selv voldsomme hændelser som vold og trusler. En udvikling der vækker bekymring i Socialpædagogerne.

– Vi ser det lidt som en anden måde at sige robusthed på. For det, som vores medlemmer oplever, når de læser begrundelsen for afslaget, det er, at de tilsyneladende burde være robuste nok til at håndtere de ofte voldsomme episoder, de udsættes for på jobbet. Samtidig ser vi også en udvikling i retning af, at man som medarbejder forventes at acceptere ting, der i vores øjne går langt over grænsen for, hvad man skal acceptere på sit arbejde, siger Eva Schramm, der er arbejdsskadekonsulent i Socialpædagogerne.

I forbundets arbejdsskadeteam oplever de tydeligt, at det er blevet markant sværere at få anerkendt en arbejdsskade i dag i forhold til for fem år siden.

– Vi har adskillige medlemmer, som i jobbet har været udsat for nogle ret voldsomme episoder som fx slag, skub eller spark. Men praksis er helt klart, at hvis arbejdsskadesystemet vurderer, at der ikke er varige følger af arbejdsulykken, så bliver den ikke anerkendt, siger Eva Schramm.

Fortolkning af dom for restriktiv

Af den seneste arbejdsskadestatistik fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fremgår det, at kun knap hver anden anmeldte arbejdsulykke bliver anerkendt som en arbejdsskade. I 2013 blev mere end tre ud af fire arbejdsulykker anerkendt – men i dag ryger mange sager under en såkaldt bagatelgrænse, som Ankestyrelsen indførte i 2013 på baggrund af en Højesteretsdom.

Højesteretsafgørelse ændrede sagsbehandlingen

I november 2013 afsagde Højesteret en dom vedrørende den nedre grænse for, hvornår der er tale om en personskade – og dermed en ulykke i arbejdsskadelovens forstand. Sagen handlede om en kvindelig lærer, som foretog en forkert bevægelse og fik en knæk i ryggen, da hun forsøgte at undgå et sammenstød med en dreng, som kom løbende i fuld fart imod hende. Hun var sygemeldt og siden på nedsat tid i en periode efter episoden. Men Højesteret vurderede, at hun ikke havde pådraget sig en arbejdsskade, fordi hun allerede forud for hændelsen havde haft tendens til hold i ryggen og rygsmerter.

På baggrund af dommen har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ændret praksis. Så selvom man kommer til skade på arbejdet, er det ikke sikkert, at skaden kan anerkendes som en arbejdsulykke. Hvis en ulykke på arbejdet medfører mindre, forbigående skader, kan ulykken kun anerkendes som arbejdsskade, hvis følgerne kræver behandling for at forsvinde eller mindskes. Hvis skaden uanset behandling vil gå over af sig selv, vil skaden ikke længere kunne anerkendes. Og forbigående forværring i en allerede svækket legemsdel, der ikke kræver behandling, men går over af sig selv, vil ikke kunne anerkendes som arbejdsskade.

I dag opererer man derfor med en nedre grænse for, hvornår en personskade har et omfang, som kan betyde, at den kan anerkendes som en arbejdsskade. 

– Vi mener, at rækkevidden af den dom er blevet væsentligt overfortolket og finder ganske enkelt ikke, at der er belæg for så restriktiv en fortolkning. Derfor forsøger vi nu at få behandlet flest muligt relevante sager ved domstolene for at få tilsidesat den her fortolkning. For rigtig mange af de tilskadekomster, vi møder, vil vi på ingen måde karakterisere som ulykker, der burde falde for en bagatelgrænse, siger Søren Kjær Jensen, advokat og partner, Elmer Advokater.

Den ændrede praksis betyder, at hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring tidligere anerkendte en skade, hvor fx en socialpædagog blev slået eller sparket af en borger – også selvom skaden ikke gav varige men – så afvises den type sager typisk i dag, idet det anskues som bagatelagtige skader og forbigående smerter, der vil gå over af sig selv.

– Det springende punkt er, at man i dag tager afsæt i, hvorvidt en konkret belastning er egnet til at skade en sund og rask krop. Så hvis man fx får et vrid i ryggen eller en anden form for skade i forbindelse med sit arbejde, så spiller det ind på afgørelsen, hvorvidt man fx tidligere har haft ondt i ryggen eller har et eller andet med i bagagen. Så rigtig mange sager falder på, at det skønnes, at generne vil gå væk af sig selv og i øvrigt svarer til de gener, man havde før, forklarer Søren Kjær Jensen.

Så mange arbejdsulykker bliver anerkendt. Kilde: Arbejdsskadestatistik 2016, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Så mange arbejdsulykker bliver anerkendt. Kilde: Arbejdsskadestatistik 2016, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Vold og trusler negligeres

Når det handler om Socialpædagogernes medlemmer, er det ofte vold og trusler, de udsættes for. Og her spiller bagatelgrænsen også en uheldig rolle, vurderer Søren Kjær Jensen.

– Hvis du fx bliver slået af en borger, men du ikke skønnes at være i fare for dit liv, så anerkendes det ikke som en arbejdsskade – og det selvom der sagtens kan være tale om voldsomme belastninger og psykisk chok. Samtidig er det problematisk, at man i arbejdsskadesystemet kun anskuer det ud fra den enkelte belastning, dvs. fx det konkrete slag, skub eller spark. For hvis man som medarbejder har været udsat for knubs, småtæv og verbale trusler over lang tid, kan en forholdsvis lille belastning jo godt være det, der får personen til at knække sammen. Men det indgår ikke i vurderingen, siger han.

Både Søren Kjær Jensen og Eva Schramm oplever, at det for mange slet ikke handler om erstatning i kroner og øre – men derimod om at få anerkendt, at man er omfattet af loven, også når man kommer til skade på sit arbejde.

– Vores medlemmer har simpelthen så svært ved at forstå, at når de udsættes for en arbejdsulykke, mens de passer deres job, at det så ikke anerkendes. Uanset om det handler om vold og trusler eller om et fald eller et forkert løft, så oplever de jo, at de kommer til skade på jobbet – og at det har nogle ofte alvorlige konsekvenser for dem. Men når arbejdsskadesystemet så bare betragter det som en bagatel – noget der bare går over af sig selv, ja så føler mange sig krænket på deres retsfølelse, siger Eva Schramm.

Devaluerer vores arbejde

Også næstformand i Socialpædagogerne Marie Sonne er bekymret over udviklingen på arbejdsskadeområdet. For rigtig mange medlemmer rammes nu af, at det er blevet markant sværere at få anerkendt en arbejdsulykke som en arbejdsskade.

– Det med at sætte en generel bagatelgrænse for, hvornår en arbejdsskade er alvorlig nok til at blive anerkendt, det er på ingen måde rimeligt. Og hele tanken om, at man forventes at være robust nok til at kunne klare selv de værste episoder, det anerkender vi simpelthen ikke, siger hun og tilføjer, at det er en bekymrende vej at gå, hvis det ligger i kortene, at man som fx socialpædagog forventes at være rustet til at kunne håndtere selv voldsomme ting i sit job.

– Vi ved jo godt, at vi aldrig helt kan eliminere arbejdsulykker på socialpædagogiske arbejdspladser, og vi anerkender bestemt også, at man med høj faglighed og de rette kompetencer kan forebygge rigtig mange ting som fx vold, trusler, konflikter og udadreagerende adfærd. Men hvis rammerne, arbejdsmiljøet og arbejdsvilkårene for at udføre socialpædagogisk arbejde ikke er i orden, så kan man jo være nok så veluddannet og robust – så vil voldsomme episoder og arbejdsulykker forekomme. Så jeg synes, at den her nye praksis er med til at devaluere vores arbejde.

Eksempler på afslag

En socialpædagog blev overfaldet af to drenge med slag, spark, råb og bid. Drengene truede med en spids genstand, kastede med store sten og råbte, at de ville dræbe vedkommende. Umiddelbart efter episoden fik medarbejderen symptomer i form af angst. Ulykken blev ikke anerkendt, fordi hændelsen ikke var egnet til at udløse en varig psykisk skade og ikke var exceptionelt truende eller katastrofelignende.

En socialpædagog sad i en sofa, da en beboer kom gående og pludseligt kastede sig over medarbejderen, ramte vedkommende i hovedet og gled ned af højre side af halsen/nakken. Efterfølgende havde medarbejderne gener i nakken – og oplevede også psykiske gener, som dog først viste sig efter nogle måneder. Ulykken blev ikke anerkendt – dels fordi medarbejderen tidligere havde haft gener i nakken, og dels fordi det ikke var sandsynliggjort, at de psykiske gener var opstået som en følge af hændelsen.

En socialpædagog skulle hjælpe en borger med toiletbesøg. Borgeren mistede balancen, og medarbejderen fik et vrid i ben/hofte og havde efterfølgende konstante smerter. Ulykken blev ikke anerkendt, fordi medarbejderen tidligere havde haft smerter i sin hofte.

En socialpædagog sad i en sofa med en beboer, som netop havde fået at vide, at han skulle flytte. Beboeren blev aggressiv og slog medarbejderen på højre side af hovedet med et knytnæveslag. Medarbejderen havde efterfølgende smerter og nedsat bevægelighed i nakken. Ulykken blev ikke anerkendt med begrundelsen, at hændelsen ikke er egnet til at medføre en forstuvning af nakken med vedvarende smerter.

En socialpædagog blev truet af en mandlig borger, som var opfarende, stod med løftede arme og råbte ‘jeg slår’. Medarbejderen hoppede hurtigt tilbage og løb baglæns, beskadigede sin læg og anklen – og blev behandlet med fysioterapi og krykke. Ulykken blev ikke anerkendt med begrundelsen, at fibersprængningen ville hele uanset behandling – og at der ikke er årsagssammenhæng mellem hændelsen og generne i hælen.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdsmiljø