Håbløse som forældre, men mor og far for altid

Uanset hvor lidt forældreevne, de her mennesker har, og hvor store omsorgssvigt, de har forårsaget, så elsker de deres børn, og deres børn elsker dem

Verne Pedersen, næstformand

Den præmis skal vi som socialpædagoger og som samfund acceptere og arbejde ud fra. Og det perspektiv vil vi som fagforbund gerne bringe ind i debatten, for jeg oplever, at det er overset, siger Socialpædagogernes næstformand, Verne Pedersen.

Bekymrende politiske vinde

De seneste år har på nogle punkter været præget af politiske vinde, der blæser i en uhensigtsmæssig retning set med anbragte børn og unges øjne, mener Verne Pedersen.

I 2015 blev reglerne om tvangsadoption fx ændret, så det alene skal sandsynliggøres og ikke bevises, at forældrene aldrig vil opnå forældreevne. Siden er antallet af sager om bortadoption steget – dvs. børn, der får frataget muligheden for kontakt til deres forældre eller andre slægtninge. 

I efteråret 2017 præsenterede Socialdemokraterne desuden et forslag om at stramme samværsreglerne for biologiske forældre og deres muligheder for at hjemtage børnene. Og endelig har både Socialdemokraterne og Venstre i København luftet et forslag om at tvangsfjerne bandemedlemmers børn og søskende.

Den form for symbolpolitik er baseret på tragiske enkeltsager, hvor man skærer alle over en kam

Verne Pedersen, næstformand

- Man burde snarere gøre alt for at hjælpe de biologiske forældre til at forstå, hvad deres børn står i, og give dem chancen for at udvikle sig, siger Verne Pedersen og understreger, at børn skal have ret til deres biologiske ophav.

– Hvis samværet ikke er til barnets bedste, skal vi selvfølgelig respektere det. Men jeg mener ikke, at systemet på forhånd skal afskære børnene og forældrene fra hinanden. Det er vores pligt at sørge for at hjælpe de her børn til at leve med, at de har de forældre, de har.

For børnenes skyld

Vigtigheden af samarbejdet med anbragte børn og unges forældre bliver understøttet af en række forskningsresultater, bl.a. fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, der er gået tæt på mere end 1.400 anbragte børn og unges trivsel i 2014 og i 2016.

Undersøgelserne viser, at selvom den udslagsgivende årsag til anbringelsen af børn og unge i de fleste tilfælde er ‘utilstrækkelig omsorg’, så føler anbragte børn og unge sig i høj grad elsket af deres forældre og ønsker at have en relation til deres ophav.

– Kontakten til mor og far reducerer desuden deres bekymringer om, hvordan forældrene har det. Og langt de fleste forældre til anbragte børn og unge elsker deres børn og vil gerne have et familieliv, selvom de kommer til kort, når hverdagen rammer, siger forsker og ph.d. Signe Frederiksen fra VIVE.

De fleste anbringelsessteder beretter da også, at forældresamarbejdet forløber ‘godt’ eller ‘meget godt’. Og nogle kommuner har et øget fokus på familien både før og under anbringelsen.

– Det ser jeg som udtryk for en erkendelse af, at forældrene er en vigtig del af børnenes liv. Forældrene er desuden med på møder med sagsbehandler og anbringelsessted, som bliver mere besværlige, hvis samarbejdet ikke kører. Så det positive samarbejde er helt klart værd at stræbe efter, siger Signe Frederiksen.

Langt fra mål

Men andre forskningsresultater tyder på, at vi langt fra er i mål, tilføjer hun. For selvom loven siger, at der skal arbejdes med den dysfunktionelle familie, fordi alle anbringelser sker med henblik på en hjemgivelse – og selvom mange anbragte vender tilbage til familien, når de fylder 18 år – så er forældrenes socioøkonomiske status typisk uændret, når barnet eller den unge hjemgives.

Desuden har 11 pct. af anbragte børn og unge slet ingen kontakt med deres mor, mens 45 pct. af dem aldrig har kontakt med deres far.

– Jeg så gerne, at vi gjorde endnu mere ud af forældresamarbejdet. At vi fik familiernes situation ordentligt udredt og sikrede det gode match fra starten, så vi forebygger sammenbrud. Mange forældre føler sig talt hen over og savner reel inddragelse. Men det er svært, og vi mangler ganske enkelt også viden om og best practice-eksempler på, hvordan man sikrer det gode forældresamarbejde, siger Signe Frederiksen.

 I sidste ende er det jo børnene, der betaler prisen, hvis det ikke fungerer

Alice Sørensen, landsformand, Forældrelandsforeningen

Fortællinger om forældre

En af dem, der arbejder med at klæde plejefamilier på til det gode forældresamarbejde, er Marianne Thiele. Hun er tilsynskonsulent i Socialtilsyn Øst og fører tilsyn efter Kvalitetsmodellen, hvor plejefamilien bl.a. bliver målt på sin evne til at understøtte barnets relationer til forældre, søskende og den øvrige familie. Desuden underviser Marianne Thiele på det obligatoriske firedages grundkursus for plejefamilier, hvoraf en af dagene er dedikeret til forældresamarbejde.

– Det overrasker mange, at forældresamarbejdet fylder så meget på kurset og i arbejdet. Undervisningen bygger på en grundholdning om, at man typisk behandler mennesker, som man beskriver dem. Derfor er det vigtigt, hvad det er for en fortælling om forældrene, vi har – nemlig at forældrene gør det så godt, som de kan, siger hun.

Familieplejerne bliver også undervist i lovgivningen og ansvarsfordelingen på området. Og så taler Marianne Thiele med dem om, hvad det er for nogle følelser, de som plejefamilie risikerer at få i klemme. For hun oplever ofte familieplejere i følelsesmæssige dilemmaer, når de ikke er enige med forældre og sagsbehandlere i hvor meget samvær, der er godt for barnet.

– Plejefamilien skal være klædt på til at foretage objektive observationer. Men de bliver jo knyttet til de her børn. Det er dilemmafyldt at skulle passe på et barn året rundt på nær et par timer hvert 14. dag, hvor barnet måske skal sendes hen til noget utrygt, ligesom plejefamilien måske kan opleve reaktioner på samværet fra barnet. Det kan være svært for en plejefamilie, siger hun.

Lav klare aftaler

I FBU, Forældrelandsforeningen, glæder det landsformand Alice Sørensen, at der i det nye år sættes fokus på forældresamarbejde. For i FBU ser man resultatet af forældresamarbejde, der ikke fungerer. FBU, der har eksisteret siden 1969, støtter og rådgiver forældre til anbragte børn og unge. Og hovedparten af de henvendelser, de modtager, handler om samarbejdsvanskeligheder, fortæller landsformanden.

Henvendelserne drejer sig typisk om, at forældrene ikke føler sig set og hørt. Og forældrenes konklusion på den behandling er ofte, at barnet slet ikke burde være anbragt. Men i stedet bør sagsbehandler og anbringelsessted bruge kræfter på at snakke med forældrene om, hvorfor de ikke er i stand til at tage vare på deres børn, og samtidig klæde dem på til at være så gode forældre som muligt – fx ud fra en handleplan, mener Alice Sørensen.

Det springer man ofte over, oplever jeg. Det er trist, når nu vi ved, at når børnene fylder 18 år, så har de kun forældrene og den øvrige oprindelige familie. Og er der ikke sket forandringer med den biologiske familie, er børnene rigtig dårligt hjulpet

Alice Sørensen, landsformand, Forældrelandsforeningen

Alice Sørensen nævner muligheden for at afholde samarbejdssamtaler mellem forældrene og anbringelsesstedet. Her skal sagsbehandleren naturligvis sidde for bordenden som den godkendende myndighed, men forældrene og plejefamilien eller socialpædagogen kan sætte dagsordenen, forklarer hun. Og samtalen kan resultere i en konkret aftale – fx om, at mor skal med ud at købe vintertøj, eller om hvor ofte plejefar skal sende en sms om barnets trivsel.

– Det må gerne være helt firkantede regler til at begynde med. Så kan aftalen justeres i takt med, at samarbejdsparterne lærer hinanden godt at kende. Hvis alle kommer godt fra start, hvor der er så mange følelser på spil, og man får aftalt nogle klare spilleregler, så bliver det nemmere for alle, siger hun og slutter:

– I sidste ende er det jo børnene, der betaler prisen, hvis det ikke fungerer.