icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Arbejdsskader

Minister ind i sag om afviste sager

Antallet af anerkendte arbejdsskader er faldet drastisk siden 2013. Efter kritik fra bl.a. Socialpædagogerne lover beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) at finde en politisk løsning

Kommer du fysisk eller psykisk til skade i forbindelse med dit arbejde, er der en stor risiko for, at det ikke bliver anerkendt som en arbejdsskade af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det problem skal der nu gøres noget ved politisk.

Det var konklusionen efter et samråd på Christiansborg 21. februar, hvor beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) skulle forholde sig til, at kun hver anden anmeldte arbejdsskade bliver anerkendt.

– Jeg er helt enig i, at det skal vi have gjort noget ved, og det skal vi have gjort her i foråret, sagde Troels Lund Poulsen til samrådet ifølge Altinget.

Han vil nu indkalde til politiske forhandlinger og går efter at få vedtaget en lovændring efter sommerferien, så det bliver lettere at få anerkendt en arbejdsskade.

Ændret praksis

Den lave andel af anerkendte arbejdsskader går stik imod en arbejdsskadereform, som et bredt flertal på Christiansborg vedtog i 2003. Reformen havde til formål at øge anerkendelsesprocenten. Det betød, at andelen af anerkendte arbejdsskader kom op på 80 pct. i 2010.

Men i 2013 blev udviklingen bremset af en dom fra Højesteret, som gjorde det sværere at få sin sag anerkendt. Derfor dykkede anerkendelsesprocent til 49,4 pct. i 2016.

På den baggrund tog Socialpædagogerne og flere andre organisationer (Danmarks Lærerforening, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Socialrådgiverforening, BUPL og FTF) inden jul kontakt til Folketingets beskæftigelsesudvalg for at opfordre politikerne til at presse på for en politisk løsning på problemet. Det resulterede i, at SF og Enhedslisten indkaldte ministeren til samråd.

Vi har kæmpet for det her og billiger i den grad, at ministeren tager problemet alvorligt og anerkender, at det er en stor udfordring. Anerkendelsen af, at der er tale om en arbejdsskade, er jo afgørende for at kunne få dækket udgifterne til behandling og dermed få bedre muligheder for at vende tilbage til arbejdslivet

Marie Sonne, næstformand, Socialpædagogerne

Vi har kæmpet

Socialpædagogerne glæder sig over, at beskæftigelsesministeren har været lydhør over for kritikken fra fagbevægelsen.

– Vi har kæmpet for det her og billiger i den grad, at ministeren tager problemet alvorligt og anerkender, at det er en stor udfordring. Anerkendelsen af, at der er tale om en arbejdsskade, er jo afgørende for at kunne få dækket udgifterne til behandling og dermed få bedre muligheder for at vende tilbage til arbejdslivet, siger Marie Sonne, næstformand i Socialpædagogerne.

Tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fra 2016 viser, at det i sundhedsvæsenet og i sociale foranstaltninger er knap 40 pct. af ulykkerne, der anerkendes som arbejdsskade. Det er dermed den branche, hvor færrest skader anerkendes. Ifølge Socialpædagogernes arbejdsskadeteam kan det skyldes, at det er sværere at få anerkendt en psykisk skade end en fysisk. Oplevelsen er, at man stort set skal have været udsat for katastrofelignende oplevelser for at få anerkendt en arbejdsskadesag.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdsmiljø