Tre arbejdspladser med i opløbet
Når Arbejdsmiljørådet den 11. april uddeler Arbejdsmiljøprisen 2018, har tre socialpædagogiske arbejdspladser mulighed for at vinde i to af kategorierne: Psykisk arbejdsmiljø og muskel- og skeletpåvirkninger
Onsdag den 11. april kåres vinderne af Arbejdsmiljøprisen 2018. I alt er 12 arbejdspladser nomineret i fire forskellige kategorier som eksempler på, at der er mange veje til et bedre arbejdsmiljø - fra forebyggelse af vold og trusler til indførelse af nye teknologiske løsninger og nedbringelse af antallet af ulykker.
Og måske skal der uddeles priser til socialpædagogiske arbejdspladser. Tre af de nominerede arbejdspladser har nemlig socialpædagoger ansat. En af dem er Børnecenter Solbo i Silkeborg Kommune, som er nomineret i kategorien ’psykisk arbejdsmiljø’ for at have mindsket antallet af alvorlige voldsepisoder efter at have indført elektronisk registrering af voldsepisoder.
– Ved hjælp af elektroniske registreringer af mindre hændelser med vold, trusler og krænkende adfærd i SafetyNet har vi skabt et cirkulært læringsmiljø, hvor medarbejdere, ledelse og arbejdsmiljøgruppe i højere grad - og på en meget nemmere måde - kan analysere de konflikter og den vold, medarbejdere udsættes for, udtaler faglig koordinator hos Solbo, Anne Christina Folmersen.
Det elektroniske registreringssystem SafetyNet blev indført som et pilotprojekt i 2015 og fungerer ved, at en medarbejder på en skala fra et til ti angiver, hvor alvorlig den episode, man har været udsat for, er.
Vi har gennemført en grundlæggende ændring af vores arbejdsgange og arbejdskultur. Det har betydet, at vi har øget trivslen og forbedret arbejdsmiljøet. Vi oplever betydeligt færre arbejdsskader, mindre tvang og mindre brug af vikarer
Kristine Rømer Klingenberg, klinisk sygeplejespecialist
Medbestemmelse skaber trivsel
I samme kategori er også Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afsnit B204 i Glostrup nomineret. Her handler indsatsen om, at man i højere grad inddrager medarbejderne i at finde fælles løsninger på problemstilligner, og at man har givet medarbejderne medbestemmelse i forhold til den daglige drift og vagtplanlægningen.
Blandt de positive resultater af at give medarbejderne mere medbestemmelse er, at man i dag bruger mindre tvang i behandlingen af patienterne, at der er mindre sygefravær og færre arbejdsskader - og at det psykiske arbejdsmiljø har fået et løft.
– Vi har gennemført en grundlæggende ændring af vores arbejdsgange og arbejdskultur. Det har betydet, at vi har øget trivslen og forbedret arbejdsmiljøet. Vi oplever betydeligt færre arbejdsskader, mindre tvang og mindre brug af vikarer, siger klinisk sygeplejespecialist Kristine Rømer Klingenberg.
Ergonomistafet i Hedensted
I kategorien ’Muskel- og skeletpåvirkninger’ er Hedensted Kommune blandt de tre nominerede arbejdspladser. Her har en ny indsats sat fokus på at styrke de gode ergonomiske vaner på arbejdspladser inden for kerneområdet ’Læring - børn og unge’, og det tæller bl.a. det specialiserede børneområde, udsatte og handicap.
Med projektet ’Ergonomistafetten’ har man formået at skabe en kulturforandring, så det i dag er blevet legalt at gøre hinanden opmærksomme på at bevare de gode vaner og tale højt om de fysiske udfordringer i forbindelse med arbejdet.
Stafetten foregår på den måde, at såkaldte stafethold på fem til syv medarbejder på de enkelte arbejdspladser på skift observerer hinandens arbejdssituationer. Efterfølgende giver kollegaen feedback på situationen, og reflektioner og forslag til forbedringer af det ergonomiske arbejdsmiljø noteres i et logbogsskema til arbejdsmiljøgruppen.
Læs mere om de tre arbejdspladser og om Arbejdsmiljøprisen 2018 på arbejdsmiljoeprisen.dk