icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Joachim-Slot-Petersen.jpg
Kongres 2018

Joachim: 'Vi skal blive bedre til at dele viden'

Joachim Slot Petersen ønsker sig et forbund, der giver viden og læring videre til sine medlemmer og engagerer dem i at vidensdele med hinanden. På årets kongres delte han sammen med 100 andre medlemmer sine ønsker til fremtidens forbund

Joachim Slot Petersen, 28 år, kreds Midtsjælland. Arbejder til dagligt med voksne med autisme på Bofællesskaberne Inge og Sofie Marie i Ringsted.

Hvad var det vigtigste, du fik sagt på årets kongres?
-Det har været at sende den holdning videre, som jeg hører på min egen arbejdsplads, og som jeg også selv deler. Nemlig at fremtidens forbund gerne må være et mere jordnært et af slagsen. Jeg har selv været fagpolitisk engageret, men i dagligdagen kan jeg se, hvordan den smule kontakt mange af mine kolleger har med deres fagforening typisk kun foregår gennem tillidsrepræsentanten, og hun har meget at lave på vores arbejdsplads. Så det kunne være fint, hvis man skabte nogle mere nærliggende indgange til at engagere det enkelte medlem.

Hvad gjorde mest indtryk på dig? 
-I forhold til netop tillidsrepræsentanter gjorde det indtryk at høre, hvordan det ikke kun er vores arbejdsplads, der har udfordringer med at få TR’en tættere på medarbejderne. Det er tilsyneladende en udfordring på mange af de større arbejdspladser. Vores lokale TR gør et rigtigt godt stykke arbejde, men vi har en SL-repræsentant til omkring 120 ansatte, der fysisk er fordelt i flere forskellige huse. Så der er ikke noget at sige til, at det kan være svært at nå ud til alle. Derfor ville et ønske være, hvis man kunne opjustere antallet af TR’er. Det ville også gøre SL til en tydeligere stemme på de enkelte arbejdspladser.

Hvad skal der til for, at forbundet bliver mere relevant for dig i dit arbejdsliv?
-Hvis de ruster endnu mere op på at være et forbund, der tilbyder viden og læring til sine medlemmer – og ikke mindst engagerer medlemmerne i at tilbyde det til hinanden. For lidt siden var jeg til en emneaften i min kreds, hvor kolleger fra et andet sted i landet holdt oplæg om, hvordan man som socialpædagog kan skabe en mere positiv tilgang til den enkelte borger. Den type arrangementer er interessante, fordi de skaber et rum for vidensdeling, hvor fagfæller kan mødes og gøre hinanden klogere, og ny viden kan man jo aldrig få for meget af.

Læs også om Henriettes og Sanimirs oplevelser fra kongressen her og her

 

En dag på kongres

På dette års kongres deltog små 100 særligt inviterede medlemmer fra hele landet. Sammen skulle de lægge grundstenene til det nye medlemsprojekt, "Vi er socialpædagogerne", der over de næste to år skal bringe forbundet tættere på medlemmerne. 

Socialpædagogen fangede tre af dem efter kongressen til en snak om arbejdslivet, forbundet og forbindelsen mellem de to. 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter