Et overfald vendte op og ned på alting

Sparket, bidt og slået
Det tidligere liv, som Mia Vittrup Steffensen refererer til, slog en gevaldig kolbøtte en februar aften i 2017. Hun var på aftenvagt på et opholdssted for børn og unge med autismespektrum-forstyrrelser – og alene på afdelingen.

– Jeg havde en konflikt med en 16-årig pige, som ofte var meget udadreagerende. Den aften overfaldt hun mig. Hun kastede med både kniv og en glaslysestage – og bed, sparkede, slog mig og hev i mit hår. Hun var så meget i affekt, at jeg ikke kunne tale hende ned og nedtrappe konflikten.

Mens det hele stod på, og adrenalinen pumpede løs, lykkedes det Mia Vittrup Steffensen at få en af de andre unge beboere til at tilkalde hjælp, så de var to kolleger om at lave en magtanvendelse og holde pigen nede, indtil hun faldt til ro.

– Da jeg selv prøvede at lave en magtanvendelse, sparkede hun mig hårdt i ryggen med sit knæ, og min tommelfinger blev vredet helt rundt. Jeg tænkte slet ikke på, at det gjorde ondt – jeg var mere optaget af at skærme de øvrige unge og sikre, at pigen ikke gjorde skade på sig selv. Det gik så hurtigt det hele.

Signalerer at jeg er okay
Mia Vittrup Steffensen indberetter magtanvendelsen samme aften og fortæller sin leder om den voldsomme oplevelse. Men hun bliver bedt om at gøre vagten færdig – og hun bliver ikke opfordret til at tage på skadestuen, selvom hun har voldsomme smerter i venstre hånd og ryster i hele kroppen.

– Jeg tog hjem til mine forældre henover weekenden, men ugen efter mødte jeg ind igen. Og ud over en kort samtale med min leder fortsatte jeg bare som normalt, fortæller Mia Vittrup Steffensen, som i dag fortryder, at hun ikke tog den voldsomme hændelse mere alvorligt. Og at hendes arbejdsplads ikke tog det mere alvorligt.

– Jeg gik i det der overlevelsesmode, hvor man udadtil signalerer, at det hele er okay. Og jeg følte, at holdningen på arbejdspladsen var, at de jo alle havde oplevet den slags konflikter. Så jeg blev ikke sygemeldt. I stedet trak jeg ligesom en maske på, der signalerede, at jeg havde styr på tingene.

Fyringsvarsel rammer hårdt
Tre uger efter overfaldet bliver Mia Vittrup Steffensen opereret i fingeren. En sene er revet over og bruskpladen knust. I dag har hun ingen funktion i venstre hånd. Samtidig begynder en lang periode, hvor hun har det rigtig skidt med gentagne mareridt, konstante tics i nakken – og følelsen af, at der er et eller andet galt.

– Da jeg fik et fyringsvarsel fra min arbejdsplads pga. for meget sygefravær, gik jeg helt ned. Jeg ville skilles, flytte for mig selv – jeg følte, at jeg levede i en zombieverden. Jeg vendte mig bort fra og sårede alle de mennesker, der bare ville mig det godt. Og det er jeg så ked af i dag.

I den periode får Mia Vittrup Steffensen stor hjælp af arbejdsskadeteamet i Socialpædagogerne, som sørger for, at overfaldet anmeldes til Erstatningsnævnet.

– Jeg følte mig på intet tidspunkt alene, for hver gang der skulle indberettes, dokumenteres eller yderligere undersøges, var mit fagforbund der med det samme. Min arbejdsskadekonsulent ankede også den første afgørelse, da AES (Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, red.) i første omgang kun gav mig 25 pct. i tabt erhvervsevne.

En vigtig sejr
I dag lever Mia Vittrup Steffensen med en voldsomt nedsat arbejds­evne og diagnoserne PTSD og angst samt CRPS, som er en kronisk smertesygdom. Og selvom sagen endnu ikke er helt afsluttet mht. beløbet på den økonomiske erstatning, så føler Mia Vittrup Steffensen alligevel, at hun har vundet en vigtig sejr.

– Jeg er så taknemmelig for den hjælp, jeg har fået fra min fagforening. Jeg var aldrig nået igennem det her uden den professionelle støtte. Det føles fantastisk at få medhold – og få anerkendt, at jeg rent faktisk har så ondt både fysisk og psykisk, som jeg har sagt længe, siger hun.