Vold fik mig til at føle mig værdiløs

– Derfor stod jeg næsten helt alene med drengen hele tiden. Jeg orienterede ledelsen om, at jeg var udsat og udmattet, men deres eneste råd var, at jeg skulle fjerne mig, når han blev udadreagerende. Men så skulle jeg vælge mellem at lade ham slå på en femårig pige i stedet. Det valg er der ingen, der vil tage, siger hun.

Voldens konsekvenser
Ifølge Socialpædagogernes arbejdsmiljøundersøgelse er der faktisk sket et fald i frekvensen af fysisk vold inden for langt de fleste områder. På tværs af forskellige arbejdsområder svarer 28 pct. af medlemmerne i undersøgelsen, at de har været udsat for fysisk vold inden for det sidste år. Men for de socialpædagoger, som arbejder på døgntilbud for børn og unge, er tallet 59 pct.

Og at være i et arbejdsmiljø, hvor risikoen for at blive udsat for vold hele tiden ligger på lur, har store konsekvenser, fortæller Suna Natalie Pedersen:

– Min adfærd ændrede sig. Jeg blev mere opfarende, og jeg trak mig og isolerede mig privat. Jeg havde en oplevelse af, at ledelsen var ligeglad.

Hun forlod specialskolen og arbejder i dag på en socialpædagogisk arbejdsplads, hvor borgergruppen ikke har udadreagerende adfærd.

– Men jeg har stadig en vrede over, at jeg følte mig så værdiløs. Jeg oplevede, at jeg kom og blev spyttet ud igen, når jeg var blevet brugt op. Og det bekymrer mig, at det kan finde sted på så stor en arbejdsplads, hvor der er så mange voldsomme hændelser og magt­anvendelser, uden at det får nogen konsekvenser, siger hun.

Flere voldsomme hændelser
Det var ikke første gang, at Suna Natalie Pedersen oplevede vold på jobbet. Den tredje følvagt på et solistprojekt gav hende så alvorlige kradsemærker på halsen, at hun senere har fået tilkendt erstatning efter en mengrad på fem pct. Hun fortsatte ikke i jobbet efter følvagterne.

På en anden arbejdsplads, et bosted for børn med gennemgribende funktionsnedsættelser, oplevede hun også vold gentagne gange. Igen i forhold til en enkelt borger, som efter Suna Natalie Pedersens mening var fejlvisiteret, så hverken personalets kompetencer eller bostedets rammer var tilstrækkelige til at rumme og imødekomme borgerens udfordringer.

Oplevelserne med vold – og Suna Natalie Pedersens fornemmelse af, at kommunerne nogle gange forfalder til at prøve den billigste løsning for borgeren først uden at skele til konsekvenserne for såvel borgere som medarbejdere – har ændret hendes måde at søge job på.

Da hun søgte sin nuværende stilling, blev jobopslagene nærlæst for ord, der kunne antyde udadreagerende adfærd. Og Suna Natalie Pedersen granskede tilsynsrapporter fra socialtilsynene og googlede tidligere stillingsopslag for at få en fornemmelse af høj personalegennemstrømning.

– Det er lidt ærgerligt at skulle være så nøjeregnende, men jeg må beskytte mig selv. Og det er mit indtryk, at mange socialpædagoger har det sådan, siger hun og slutter:

– Jeg ville ønske, at det danske samfund tog ansvar for de borgere, der kan have udadrettet adfærd. At der blev lavet nogle ordentlige tilbud målrettet dem – med de rigtige fysiske rammer, ordentlig sikkerhed og uddannet personale. For borgernes skyld – og for vores skyld.